En af de klassiske romerske pastaretter. Supersimpel med kun tre hovedingredienser.
250 gr spaghettoni (tyk spaghetti), 300 gr Pecorino Romano, salt, peber,
Sæt en gryde over med vand. Når det koger tilsætter du salt og pastaen. Kog pastaen 2-3 minutter mindre end den anbefalede kogetid.
Sæt en dyb pande eller wok over ved medium varme og drys en generøs mængde peber på den. Lad peberet riste nogle minutter. Brug derefter en øse og kom lidt af pastavandet hen over peberet og lad det boble op. Det skulle gerne blive hvidt på grund af stivelsen fra pastaen.
Riv imens 300 gr pecorino og kom det i en skål. Tilsæt nu ca ½ dl pastavand til din skål og brug en gaffel og lav en tyk ostepasta. Hvis det bliver for tyndt så tilsæt lidt mere ost.
Når pastaen er klar tager du en tang og tilsætter den til din pande med pebervandet. Bland det godt og tilsæt yderligere en dl pastavand. Vend det rundt i nogle minutter mens det småkoger. Hvis der mangler vand så tilsæt lidt mere pastavand og evt lidt mere friskkværnet peber.
Når pastaen har fået 2 minuttter tager du panden af varmen og tilsætter ostepastaen. Vær omhyggelig med at vende det godt rundt så osten smelter og opløses i vandet. Der må ikke være osteklumper i retten. Bland det godt i cirka et minut eller til al osten er opløst.
Server og spis retten med det samme. Drys lidt revet pecorino og lidt friskkværnet peber henover.