Cádiz er cool

Cádiz er cool

Cádiz er cool og udover den unikke beliggenhed langt ude i Atlanterhavet er byen også kendt for sin fantastiske mad. Blandt det regionale køkkens mange højdepunkter kommer man ikke uden om tortelitas de camarones, som altid serveres med en vis portion stolthed. Tapaen består af små rejer, der sammen med løg og hvidløg vendes i en blanding af kikærtemel, hvedemel (nogle bruger kun semolinamel), løg, hvidløg og vand. Det bliver til små ‘kager’, der efterfølgende steges i olivenolie i en pande og serveres helt flade. I og omkring Cádiz skændes man fortsat om, hvem der egentlig opfandt tortelitas de camarones. Var det i Cádiz, La Bahía de Cadiz eller i San Fernando. Uanset hvad så er det en delikatesse. Bestil tortelitas de camarones på Parador de Cádiz og nyd den vidunderlige tapa, mens du fra deres udendørsbar kan sidde i skyggen og kigge ud over det dybblå Atlanterhav.

Cádiz er lige kommet på New York Times liste over de 52 mest interessante rejsemål i 2019. Og det forstår man godt, hvis man kender lidt til byen. Det er en af Europas ældste byer, der daterer sig tilbage til fønikernes tid. Cádiz blev grundlagt i år 1100 før Kristus som en fæstningsby placeret ude i Atlanterhavet på spidsen af en 10 kilometer landtange. Vikingerne indtog byen i 844 og brugte den som base, da de første togter fra Norden fandt sted. Da europæerne begyndte opdagelsesrejserne til Amerika i 15. århundrede, var Cádiz en af de vigtigste havnebyer. Under Napoleonskrigen var det meste af Spanien under fransk kontrol, men ikke Cádiz. H.C. Andersen var i Cádiz og skrev i 1862 et digt om byen: ”Ren og pæn, men kedelig. Og var det ikke for havet, skulle den hellere straks begraves.” Han tog fejl, og det vil de fleste, der besøger byen i dag, kunne bevidne.

Selvom landtangen i dag er bebygget med den nye del af Cádiz, ligger det historiske Cádiz fortsat 10 kilometer ude i Atlanten bag en bymur mod land, og ligger højt placeret og beskyttet mod det brølende Atlanterhav af mure, der går hele vejen rundt bortset fra et lille område, hvor La Caleta – bystranden – ligger. Det var tidligere en naturhavn, hvis historie går tilbage til byens grundlæggelse. Den er også kendt fra en scene i en James Bond-film, hvor Halle Berry træder op af vandet iført bikini. Cádiz er ikke nogen rig by, og der er p.t. en høj arbejdsløshed. Alligevel er los gaditanos, folk fra Cádiz, kendt for deres livsglæde, fest og humor.

Det bliver aldrig ulideligt varmt om sommeren i Cádiz, fordi der altid kommer en frisk brise fra havet. Og når man først befinder sig inde i den gamle by, så kan alt nås til fods. Stranden, fiskerestauranterne, tapasbarerne, museerne, shopping, Mercado Público Central – byens fødevaremarked, stemningsfulde pladser, domkirken hvor man i kælderen har lavet en hyldestgrav for byens stolte søn komponisten Manuel de Falla og det pulserende folkeliv. Man kan flanere rundt og finde sine egne veje uden for alvor at fare vild i de smalle og ofte billøse gader. Uanset hvilken vej du går så ender du som regel ved en mur hvorfra du kan se ud over Atlanterhavet. Måske du her løber ind i den nye Parador de Cádiz, som er et luksushotel. Den har en god udendørs tapasrestaurant hvor man kan sidde og spise lokale tapasretter mens man fortaber sig i det dybblå hav.

Men kig op når du går rundt i Cádiz. De fleste huse er 5-6 etager og ofte farverige og med ekspressive altaner, karnapper og vinduer. Byen er også kendt for sine mange tårne som er bygget ovenpå husene. I 15. og 16. århundrede blev byen velhavende på grund af de mange varer der blev fra hjem fra Den nye Verden. Derfor byggede de enkelte købmænd sit eget tårn så de kunne kommunikere med sejlskibene inde de nåede i havn i Cádiz. På den måde kunne en vare stige eller falde i pris allerede inden den nåede den spanske kyst. Da Spanien i 1800-tallet mistede sine kolonier forsvandt rigdommen fra Cádiz. I dag er der fortsat mere end 100 tårne tilbage. I et af dem, La Torre Tavira, kan man gå op i tårnet og få en fantastisk udsigt over byen. Enkelte tårne er indrettet som bolig og man kan være heldig at leje en feriebolig i et tårn og se byen fra oven.

Spaniens 10 smukkeste landsbyer

Spaniens 10 smukkeste landsbyer

Læserne af den landsdækkende avis El Pais har kåret de smukkeste spanske byer med indbyggerantal på under 10.000. Her er top 10.

1 Albarracín, Teruel (Aragonien)

Vinderen af konkurrencen blev byen Albarracín, der ligger i Teruel-provinsen 275 km øst for Madrid i et bjergrigt område. Med sin spektakulære beliggenhed på et bjerg med floden Guadalaviar glidende forbi nedenfor, El Salvador katedralen, de høje bymure og de smukke historiske kvarterer er byen virkelig et besøg værd. Mere information: albarracinturismo.com

2 Cudillero (Asturien)

Ca. 50 kilometer vest for Gijón ligger den lille fiskerby Cudillero med sine karakteristiske stejle gader og mangefarvede huse godt gemt væk med havet foran og bjerget i ryggen. Ifølge en lokal myte blev byen anlagt af nordiske vikinger, men det er aldrig blevet bekræftet. Mere information: turismocudillero.com

3 Santillana del Mar (Kantabrien)

På tredjepladsen kommer Santillana del Mar. Med sine smukke okkerfarvede huse og paladser fra middelalderen, kirken Santa Juliana og den spektakulære beliggenhed besøges byen hvert år af mange turister. Og ikke mindst fordi Altamira-grotterne, der er erklæret som et UNESCOs verdensarvsted, ligger tæt på. Mere information: santillanadelmarturismo.com

4 Aínsa (Aragonien)

Byen ligger ca. 170 km nordøst for Zaragoza.Aínsa er hovedby i kommunen Aínsa-Sobrarbe og ligger i Pyrenæerne. Middelalderbyen er meget velholdt og harmonisk, og den romanske kirke Santa Maria er fra 11. århundrede, hvor byen blev anlagt. Aínsa blev anlagt militært strategisk og bidrog til kampen mod maurerne, der aldrig fik denne del af Spanien under besiddelse. Mere information: villadeainsa.com

5 La Alberca (Castillien og León)

Byen ligger i naturparken Las Batuecas-Sierra de Francia i en højde af 1048 meter over havet. Den pulserende middelalderby blev i 1940 erklæret for en by af historisk og kulturel interesse og er kendt for sine gode restauranter og tapasbarer. Mere information: laalberca.com

6 Trujillo, Cáceres (Extremadura)

Ligger i Spaniens vilde vest – Extremadura – 45 kilometer fra Cáceres. Trujillos historie, beliggenhed, den smukke omgivende natur og det høje gastronomiske niveau har gjort byen til en vigtig turistattraktion i regionen. Mere information: trujillo.es

7 Llastres (Asturias)

Byens historie er tæt forbundet med havet. Llastres var fra begyndelsen af det 16. århundrede et udgangspunkt for datidens hvalfangst. Den er også kendt for sine ”hængende huse”, der nærmest klamrer sig til de stejle klippesider. Mere information: turismoasturias.es

8 Cadaqués, Girona (Cataluña)

Cadaqués er en af de mest velbesøgte turistbyer på Costa Brava. Den er kendetegnet ved de hvide huse, der omgiver bugten, havnepromenaden der går helt ud til Cala Nan fyrtårnet og dets stejle og snævre gader. Mere information: visitcadaques.org

9 Peñíscola, Castellón (Comunidad Valenciana)

Byen ligger tæt på naturparken Sierra de Irta. Peñiscolas historiske kvarter ligger på toppen af en stor klippe og er kronet af borgen Papa Luna. Mere information: peniscola.es

10 Luarca (Asturias)

Byen ligger 90 kilometer fra Gijón. Det er en fiskerby kendt for panorama-udsigten fra sin kirkegård, de smukke huse og monumentet Mesa de Mareantes. Mere information: turismoluarca.com

Her får man stadig gratis tapas

Her får man stadig gratis tapas

I de gode gamle dage fik man overalt i Spanien altid en gratis tapa med hvis man på en bar bestilte noget at drikke. Den skik er ikke så udbredt mere, men der er fortsat nogle steder, hvor man holder traditionen i hævd. Her er nogle eksempler på byer, hvor der fortsat følger en gratis tapa med til et glas vin eller en kold fadøl. Der er flere byer end disse, men det er en tradition, som langsomt viger. Bemærk at prisen for et glas vin typisk ligger på omkring 2-3 euro på en bar. For de 15-20 kroner får du altså mange steder en gratis tapa med i prisen. Men først en lille anekdote om historien bag tapas.

Der findes mange myter om hvor begrebet tapas stammer fra. Nogle er mere sandfærdige eller sandsynlige end andre. En af myterne fortæller at en bar i middelalderen skulle servere for en konge og på baren var man bange for at en flue eller måske bare støv fra luften skulle lande i den kongelige drik og derfor placerede bartenderen et stykke skinke hen over glasset som et låg. Da kongen bad om en ny drink, bestilte han den med ‘tapar’, hvilket betyder ‘noget der dækker’. En anden myte fortæller, at kong Alfonso den Tiendes læger opfordrede ham til kun at drikke en bestemt mængde alkohol dagligt. Og for at kongen ikke skulle optræde beruset offentligt, fik han lidt at spise hver gang han tog et glas vin. En tredje myte, der også inkluderer en konge, påstår at Carlos den Tredje bestemte, at man ingen steder måtte servere vin uden medfølgende brød eller lignende, så man ikke så berusede mennesker på gaderne.

Croquetas con jamon serveret på en bar i Andalusien.

Man er i hvert fald enige om, at tapas som vi kender det i dag opstod under de katolske konger som regerede efter at Maurerne i 1492 var blevet fordrevet fra den iberiske halvø. Sandsynligvis inspireret af de muslimske maureres mezze, der også er små serveringer a la tapas.

En mere nøgtern teori er, at de i dag så berømte spanske tapas fik sin endelige form fra andalusiske købmænd som i slutningen af 1800-tallet, hvor pengene var små og maden knap, producerede billige og nærende småretter til den voksende befolkning. Traditionen med disse tapas spredte sig til Madrid og andre større byer med migrationen. Noget særligt ved tapas var dens sociale element fordi folk spiste småbidder af den samme tallerken og for et socialt og snakkende folk som spanierne blev tapas derfor hurtigt enormt populært. Da turismen langt senere kom til Spanien forelskede de udenlandske turister sig i tapas, og det er i dag et verdensberømt gastronomisk fænomen.

Tapas er enkelt, praktisk og billigt. Man kan dele det op i forskellige kategorier. Den første består af færdiglavet snack som nødder, mandler, oliven, lufttørret kød og ost. Ting som ikke kræver tilberedning i et køkken. Næste kategori er mad, som man hurtigt kan tilberede. Det kan være ensaladilla rusa (salat af grøntsager, mayonaise, hvidløg), patatas con allioli (kartoffelsalat), gryderetter, supper o.lign. Hjemmelavet og nemt at servere. Tredje kategori er ting, som er stegte eller grillede. Det kan være croquetas (kroketter med skinke eller ost eller andet), der er dybstegte, et utal af retter med fisk og skaldyr, kødretter, patatas bravas (ristede kartofler med to slags sauce). Til sidst er der alle de andre tapas, som er regionale stoltheder. Eksempelvis tortillas (omelet) der laves på et utal af måder. I Cadíz serveres den ofte med ansjoser. Langs Atlanterhavet i Andalusien serverer man med stlthed tortillitas de camarones, der er små rejer blandet med en dej af kikærtemel, fiskebuillon, krydderurter og andet godt, som friteres i olie til små flade rejekager.

Granada: Granada har den mest generøse holdning i verden til tapas. Bestil et glas vin og der følger en tapa med. For hvert efterfølgende glas du bestiller får du en ny tapa og de bliver bedre og bedre. Måske får du lidt svinekød og et par pommes frites til den første, grillede blæksprutter til den næste og så videre. Det er sjældent nødvendigt at spise aftensmad på en restaurant. Gå på bar, drik nogle glas vin og nyd de smukke og velsmagende taps der følger gratis med.

León: Det er et af de få steder i baskerlandet, hvor der er gratis tapa. I byens centrum kan man finde barer, hvor der til et køligt glas hvidvin langes tapas som croquetas, patatas fritas con picante eller salmorejo over disken sammen med din kolde fadøl. Besøg Camarote Madrid eller Pajarín.

Santiago de Compostella: I Galiciens hovedstad får man tapas som patatas con alioli, croquetas, tortillas eller krabbe med sin drink. Det kan for eksempel være i baren O Cobalo Branco eller El Avión.

La Coruna: Her kan man besøge baren La Bombilla. Folk fra byen påstår at tapas-scenen i dette område i Galicien ligner det i Granada.

Jaén: Jaén er hovedby i olivenland, hvor landskabet domineres af millioner af oliventræer. Her får man typisk pølse, ost, paté og sort blodpølse gratis med til drikkevarerne.

Madrid: I Madrid er der efterhånden kun reminiscenser tilbage af de gratis tapas. Mange steder er det reduceret til en lille skål chips eller lidt brød. Men for eksempel i baren Tapería Manxega får man gratis tapa til sin drink uden at priserne er skruet højt op. Også i Venta Matadero og La Peña Atlética de Legazpi får man nogle gange – ikke altid – lidt kartoffelsalat, grillet rød peber eller en krydret pølse på et stykke brød.

Sevilla: I Sevilla serverer de gratis tapas – men det er få steder – af god kvalitet. Det kan være grillede rejer, tortilla, jamon y queso eller lignende. Det er bare med at prøve sig frem.

Alcalá de Henares: Miguel de Cervantes’ hjemby en halv times kørsel fra det centrale MadridHer serverer et stort antal barer fortsat en tapa hver drink – uden at tage ekstra for det. Det kan være Huevos Estrellados (stegte æg på sprøde pommes frites), en ydmyg sandwich mixto (ristet brød med ost og skinke)

Vejer de la Frontera

Vejer de la Frontera

Vejer de la Frontera ligger 10 kilometer fra Atlanterhavet og ca. midtvejs mellem Spaniens sydligste punkt Tarifa og en af Europas ældste byer Cadiz. Vi er ved Costa de la Luz – Lyskysten – hvor strandene er hvide og brede som ved Vesterhavet og strækker sig det meste af vejen fra Tarifa og helt over til den portugisiske grænse. Når man kører ad hovedvejen mod Cadiz tårner der sig pludseligt et 200 meter højt bjerg op i det fjerne og på toppen af dette klamrer en mindre hvid by med ca 12.000 indbyggere sig fast. Hvide huse er bygget tæt sammen med kirker og gamle ruiner af borge. Navnet de la Frontera knytter sig til kampen mod de muslimske maurere, der havde magten over en stor del af Spanien i 800 år frem til år 1492.

Der ligger en række byer i dette område af Andalusien, der har fået denne betegnelse eksempelvis Arcos de la Frontera, Jerez de la Frontera, Palos de la Frontera o.a. Fælles for dem er, at de var en del af frontlinien mellem de kristne og muslimerne dengang. Og placeringen af Vejer på toppen af et lille bjerg, gjorde byen til et vigtigt udsigtspunkt, og en by der var nem at forsvare og vanskelig at indtage.

Man skal ikke være gangbesværet, hvis man vi være turist i Vejer. Gaderne er stejle, brostensbelagt, snoede og smalle. Alligevel kører der biler og ikke mindst knallerter rundt flere steder. Men en stor del af byen er kun for fodgængere. Der er en mange smukke steder man kan slå sig ned for at drikke en cafe con leche eller et glas vino. Den mest kendte plads er Plaza de Espana, der har et springvand i centrum og er et yndet sted at tage hen især om aftenen. Her mødes børnefamilier, ældre, unge og turister.

I Vejer lever man mest af turismen, og byen er kendt for sit høje gastronomiske niveau. Langs en gade mod nord, hvor der er et flot udsigt over landskabet, ligger der en række spisesteder, der alle har udeservering og serverer tapas af bedste kvalitet. Det er steder som Las Delicias, Bar de Tapas, Correda 55 og La Tarantela. Nede ved Plaza de Espana ligger Garimba Sur og Restaurante Trafalgar, og hvis man er til kød ligger den argentinske La Brasa de Sancho en gåtur op ad den stejle gade Jose Castrillon. På Plaza Espana ligger også Vejers mest besøgte restaurant El Jardin del Califa. Her skal du bestille bord flere uger i forvejen for at smage deres nordafrikansk inspirerede mad.

Men dem jeg nævner her er blot de mest oplagte som turist. Hvis man bevæger sig lidt rundt i byen, vil man opdage at det mange steder vrimler med mennesker og fine muligheder for at spise godt til få penge. Omkring kirken Divino Salvador er der ofte koncerter om sommeren med smægtende spansk popmusik. I august er der festival over to uger og som altid når der er feria i en spansk by indeholder den en kombination af noget religiøst, dans, musik og fest. Sidst jeg var i byen afviklede man flamencodans på Plaza de Espana, hvor børnegrupper i forskellige aldre dansede.

El Palomar de la Breña er en gammel hacienda hvor der idag er hotel. Den ligger få minutters køretid fra Vejer og er en lille udflugt værd. Den har stadigvæk nogle velbevarede ruiner af et meget gammelt muret dueslag med over 7.000 “hylder”. Engang var det et af Europas største dueslag, som militæret brugte til brevduer. Herfra sendte man beskeder til bla. Marrokko. Man kan køre direkte fra Vejer, forbi de små vindmøller ned til San Ambrosio, hvor det ligger, nogle få kilometer fra kystbyen Los Caños de Meca.

Hvis sommervarmen bliver for hård ligger der 10 kilometer fra byen Vejer en af Costa de la Luz smukkeste strande El Palmar. Der er kun sporadisk bebyggelse ved stranden og kun få restauranter og overnatningsmuligheder. Det er derfor en “rigtig” strand som folk tager til om morgenen og forlader igen om aftenen. Vandet er klart og frisk – det er jo Atlanterhavet man bader i.

Kun 10 minutters kørsel fra Vejer ligger Restaurante Patria, der ejes og drives af Åse og Thomas Donsø. De ledte efter et sted, hvor de kunne drive et lille hotel, men fandt i stedet en gammel landevejskro, som de har omdannet til en fin restaurant der ligger med en fremragende udsigt. Maden er lavet af lokale råvarer og med et moderne tvist, fordi Thomas Donsø er inspireret af tidens førende spanske kokke. Restauranten serverer frokost typisk fra kl. 13-16 og aftensmad fra kl. 20-23.

www.restaurantepatria.com

Úbeda og Baeza

Úbeda og Baeza

Selv om det var ret varmt – dagstemperaturen lå på omkring 38 grader i skyggen – så valgte vi alligevel at bruge et par dage i august 2017 på at besøge de to sydspanske renæssancebyer Úbeda og Baeza, der begge er udnævnt af Unesco som verdensarv. Der er ca tre timers kørsel til Úbeda fra Malaga ind og op i de andalusiske bjerge til provinsen Jaén der især er kendt for sin produktion af olivenolie. Både Úbeda og Baeza har et historisk centrum, der er et miks af maurisk stil kombineret med italiensk renæssancestil fra det 16. århundrede, som man også kan se i eksempelvis Firenze.

Byen ligger her i sin pragt i dag af to årsager. Floden Guadalquivir har sit udspring tæt på og det fik folk til at slå sig ned her langt tilbage i historien. I middelalderen fik byen en afgørende betydning i La Reconquista – generobringen af den Iberiske halvø fra de muslimske maurere. I 1233 blev maurerne fordrevet fra Úbeda, og derfor fik byen sammen med Baeza tilført en masse penge. Úbeda og Baeza skulle fremstå som det ypperste de kristne kunne frembringe inden for arkitektur, kunst og viden. I Baeza ligger fortsat et af verdens ældste universiteter bygget i det 16. århundrede.

Kun få udenfor landets grænser kender Spaniens smukkeste plads, Plaza Vazquez de Molina i Úbeda, der omkranses af nogle af de mest elegante bygninger og ikke er tegnet på en gang for at imponere, men formet af flere århundreders omtanke. Rundt om pladsen ligger en stribe bygninger tegnet af tidens dygtigste arkitekter med forbilleder hentet i den italienske by Firenze. Bygninger som UNESCO kalder Outstanding Architecture. Det gælder eksempelvis kapellet Sacra Capilla de El Salvador der indendøre emmer af ro og fordybelse. Hvis man har læst den nordjyske journalist Charlotte Rørths fortælling om, hvordan hun mødte Jesus, så foregik det i sakristiet der hører til dette kapel.

Baeza ligger blot 10 kilometer fra Úbeda så man kan nemt bo i den ene by og besøge den anden derfra hvis man er i bil. Det historiske centrum i Baeza er utroligt velbevaret og huser adskillige fine historiske bygninger. Katedralen er bygget over en tidligere moske, der blev nedlagt da de kriste i det 13. århundrede generobrede byen fra maurerne. Der hører et fint kloster til som kan besøges indefra katedralen. Baeza Universitet er fra 1533 og fungerer fortsat som uddannelsesinstitution. Derudover ligger der en stribe fine kirker, palæer og pladser som alt sammen kan nåes i gåafstand.

Fordelen ved at opholde sig i Úbeda i den varme periode er, at det er lavsæson for turismen, og derfor er der god plads i byen, hotelpriserne er lave og det er nemt at få plads på en af byens mange gode restauranter eller tapassteder. Vi spiste blandt andet på La Tintorera, som er en af byens bedste tapasrestauranter og med en udsøgt betjening. Vi fik grillede små blæksrutter, lækker skinke, lokal ost, bacalao (saltet torsk) og endelig en tapa med svinekød – presa ibérica – som kun kan fremstilles af en helt særlig svinerace.

Det er ibérico-grisen, sortfodssvinet eller pata negra (sort fod). Det er en race, man mener er fremavlet for flere tusinde år siden, hvor tamsvin blev krydset med vildsvin. Den trives særdeles godt i det sydlige Andalusien og Portugal. Den har en tendens til at lagre fedt i musklerne, hvilket er med til at give den høje kvalitet i Ibérico-skinkerne. For at opnå den fineste kødkvalitet, Ibérico bellota (bellota=agern) går grisene frit og æder stort set kun agern i de sidste måneder op til slagtningen.

Iberico-grisen bliver udover skinker brugt til produktion af fremragende charcuteri som chorico, salsichon og lomo. Men også til udskæringer af en kvalitet som kun kan fås hos denne svinerace. Eksemplevis secréto ibérico, der udskæres fra et område tæt på skinkerne. Og så er der udskæringen presa ibérica, som jeg aldrig har fået tidligere. Men smagen er fantastisk. Saftig, nøddeagtig og lidt som dyrevildt.

Sanlúcar de Barrameda

Sanlúcar de Barrameda

Sanlúcar de Barrameda er en rigtig andalusisk by, der ligger i den såkaldte sherrytrekant sammen med byerne Jerez og Cadiz. Det er kun inden for denne trekant, at man må producere sherry. Sanlúcar ligger i regionen Cadiz ud til Atlanterhavet, lige der hvor floden Guadalquivir udmunder. Sejler man 90 km op ad floden, kommer man til Sevilla. Sanlúcar har omkring 70.000 indbyggere, men vokser i sommermånederne – og især i august hvor spanierne typisk holder ferie – til det dobbelte.  (mere…)