Smukke vine fra Bierzo

Smukke vine fra Bierzo

I det nordvestlige hjørne af Spanien ligger vindistriktet Bierzo. Teknisk set ligger Bierzo i Castilla y Leon lige som Ribera del Duero og Toro, men vinene fra Bierzo er helt anderledes. Området er skærmet for de værste nordenvinde af bjergkæden Cordilleras Cantabrica. Klimaet er en blanding af det kølige og atlantiske, som du finder i Galicien, og det mere kontinentale og varme, som vi ser det i Ribera del Duero og Toro. De bedste vinmarker ligger i over 500 meters højde over havet og har jordbund med skifer eller granit. Markerne dyrkes uden maskiner, der pløjes for eksempel kun med køer som trækkraft.

Brezo Tinto

Rødvinen Brezo Tinto er produceret af Gregory Perez fra vingården Mengoba. Han er født i Bordeaux, hvor hans karriere inden for vin startede med ansættelser hos bl.a. Grand Puy Lacoste og Cos d’Estournel. Brezo Tinto er lavet på druen Mencia og er høstet i hånden. Der vinificeres helt naturligt uden tilsætning af gær. Rødvinen er lavet på 50 år gamle vin stokke, der vokser i 500 meters højde på en jordbund, der er en blanding af ler og sand. Den holder 13% alkohol, dufter af mørke bær, smagen er let mineralsk og har fine tanniner og en frisk syre.

Rødvinen, jeg smagte, er fra 2019 og vil blive endnu bedre, hvis den ligger nogle år. Drik den til tapasretter, vildtkød, lammekød eller simreretter.

Brezo Tinto, Mengoba, 2019
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Kan købes hos www.bichel.dk
Kr. 75,- pr flaske ved køb af 6 stk

Brezo Blanco

Hvidvinen Brezo Blanco laver Mengoba på de lokale druer Godello og Dona Blanco. Vinen får ikke fadlagring men ligger i ståltanke og lagrer på gæringsresterne, og det giver vinen en særlig karakter.

Det er en delikat hvidvin med en frisk krydret duft af fersken og æble og lidt citrus. Smagen er krystalren med en lille sødme og en tilpas syre og en god eftersmag. Den holder 12,5% alkohol.

Brezo Blanco er helt sin egen og kan drikkes selvstændigt eller til fiskeretter, skaldyr og tapas.

Brezo Blanco, Mengoba, 2019
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Kan købes hoswww.bichel.dk
Kr. 75,- pr flaske ved køb af 6 stk

Kultvin fra det vilde vest

Kultvin fra det vilde vest

Bico da Ran er en typisk Albariño. Hvidvinen, der er ren kult i Spanien, produceres i Galicien i landets nordvestligste hjørne ud mod Atlanterhavet. Her er klimaet køligt, blæsende og regnfuldt. Men på vinmarkerne i Rias Baixas har den lokale drue Albariño rigtig gode konditioner. Hvidvinene herfra er strågule, friske, frugtige og med behagelig naturlig syre. Den samlede produktion er ikke så stor og med et stigende salg til det amerikanske marked er det sjældent, at vi i Danmark støder på imponerende udvalg af den fantastiske hvidvin. Men i Spanien findes den i ethvert supermarked og på enhver restaurant eller tapasbar. Bico da Ran har jeg bl.a. drukket på restauranten La Taberna Chel Del Mar i byen El Puerto de Santa Maria i Andalusien, der ligger ud til Atlanterhavet. Vinen var perfekt til eksotiske fiske- og skaldyrsretter som Puro Plancton, Tatar de Corvina, Saam de Camarones og Ajo Verde.

Køligt og vådt klima

Bico Da Ran kommer fra den grønne Valle del Salnés region i Rias Baixas. Vinstokkene, der er mellem 15 og 25 år gamle, vokser ca. 50-150 meter over havet og tæt på Atlanten, hvilket giver et køligt og vådt klima. Vinmarkerne er primært eksponeret syd-sydøst, og jorden består overvejende af forvitret granit. Vinen er lavet på 100 procent Albariño af producenten Fento. Druerne høstes i hånden tidligt om morgenen for at bevare aromaerne og friskheden bedst muligt. Mosten koldfermenteres i ståltanke. Der er ingen fadlagring.

Behagelig syre

Vinen er frisk og sart. Næsen er domineret af fennikel, passionsfrugt og citrus. I munden er vinen frugtagtig og frisk med en behagelig syre. Det er en glimrende madvin især til fisk og skaldyr eller asiatisk mad. Den egner sig også til at drikke som aperitif eller til lette tapasretter. Drik den ved en temperatur på 10-12 grader. Den holder niveauet fint indtil tre år efter den er kommet på flaske.

Bico Da Ran, Fento Wines, 2018
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ 
Kan købes hos www.bevco.dk
Kr. 79,- pr flaske ved køb af 6 stk

Vinen modnes i store granitæg

Vinen modnes i store granitæg

Vinproducenterne søger i stigende grad tilbage til gamle metoder, når de skal lagre/modne deres vin. Det gælder især brugen af lerkrukker eller amforaer, som har været anvendt siden antikken. Eller de georgiske qvevrier, som også er lerkukker, der er gravet ned i jorden. I Spanien hedder lerkrukkerne tinajas. Flere er også begyndt at bruge betonfade.

Nyeste skud på stammen er store granitæg, som den berømte spanske vinfamilie Torres har introduceret. Deres nye hvidvin hedder Blanco Granito – det fulde navn er Finca Pazo Torre Penelas Blanco Granito – og er årgang 2018. Den er lavet på den lokale drue albarino på familiens vingård i Rias Baixas i Galicien. Torres bestilte i 2017 de første granitæg ved den galisiske producent Ánforum. Hvert æg rummer 730 liter vin.

Og hvorfor så lagre vin i granitfade? Jo, granit er uløseligt forbundet med vinområdet Rias Baixas, hvis sprøde hvidvine de senere år har opnået kultstatus. Vinmarkerne og undergrunden er rig på granit og eksempelvis galicisk mineralvandhar en helt speciel smag, fordi vandet filtreres ned gennem revner i klippen i de lokale bjerge før det når det sted, hvorfra det trækkes op.

Ifølge vingården er granit et naturligt kølende materiale, og derfor behøver man ikke at nedkøle vinen under gæringen. Granitæggene, eller granitfadene om man vil, er fugtige på ydersiden når vinen modnes, men selve vinen bliver inde i ægget – der foregår en slags udveksling af H2O-molekyler gennem de 10 cm tykke granitvægge. Ægformen genererer samtidig en spiralcirkulation nedad, så sedimentet konstant bliver blandet med resten af væsken. Samtidig er der stort set ingen tab af vin via fordampning.

Den lokale galiciske granit indeholder udover den mineralske smag også saltstoffer, der matcher den friske salte note, der naturligt er i Albarinovinene især fra de marker, der er mest påvirket af vinden fra Atlanterhavet. Og netop Torres-familiens vinmarker ligger på et sted, hvor den salte blæst fra havet dominerer.

Tidligere det mest brugte materiale

Granit har tidligere været det mest brugte materiale i vinfremstillingen i Galicien i form af de såkaldte lagares, som er store åbne kar i granit, der både blev brugt til at trampe vinen med fødderne og efterfølgende blev brugt til at fermentere vinen i. Siden kom først træfadene og derefter ståltankene til, men i dag ønsker Torres at genoptage brugen af granit i vinfremstillingen. Derfor bad de et lokalt firma om at producere granitfade og er begyndt med fire æg, der hver indeholder 730 liter vin.

Firmaet Ánforum, der producerer granitæggene, laver dem i størrelser fra 425 til 2690 liter. Det er tunge sager. Et granitæg der rummer 450 liter kræver et 60 cm granitbord at stå på – ægget vejer alene 1730 kilo. Det er 140 cm højt og 1 meter i diameter og koster 7800 euro. Granitæggene bliver maskinfremstillet udvendigt men færdiggøres indvendigt med håndkraft.

Når vinen er færdiglagret, tømmes ægget og rengøres med rindende vand. Inden det igen tages i brug, får det en tur med speciallavet sandpapir, så den indvendige væg er klar til at tilføre en ny mineralsk smag til næste vin.

Er der spansk vin i din Côtes du Rhône?

Er der spansk vin i din Côtes du Rhône?

Der er rigtig mange penge i vin og derfor oplever vi i disse år et stigende antal sager, hvor vin bliver svindlet og forfalsket. Jævn fransk bordvin får nye etiketter på og sælges som Bourgogne. Billig italiensk landvin tappes om og sælges som Brunello eller Amarone. Stenrige kinesere køber millioner af liter billig vin, tapper det på flasker og sælger det som fransk, amerikansk, australsk eller argentinsk vin alt efter efterspørgslen. Vi oplever det også i Danmark. For nogle år siden solgte SuperBest en italiensk Amarone til 150 kroner. Det viste sig senere, at vinen var tyndet op med billig bordvin af tvivlsom kvalitet. Vinen fik fremragende anmeldelser: ”Elegant og lækker rødvin – en af den slags kraftige amaroner, der skal ’spises’ med kniv og gaffel,” skrev et dansk vinmedie og tildelte vinen fem stjerner.

Nyeste vinskandale i Italien

En ny vinskandale af de helt store er under opsejling lige nu i 2019 i Italien og fylder de italienske medier. Seks vingårde i Lecce og Brindisi er under anklage for at have solgt omkring 30 millioner liter forfalsket vin. Vingårdene har købt vin af middelmådig kvalitet, der er leveret på tankvogne fra Spanien og andre indtil nu ukendte lande, for derefter at komme vinen på flaske for at sælge dem som DOC og IGT kvalitetsvin fra appellationen Salento i Puglia. 11 personer er arresteret, fem er i husarrest og yderligere 41 er under mistanke.

Spansk rødvin i tankvogne

Millioner af liter spansk rødvin og hvidvin eksporteres hvert år i tankvogne fra Spanien til især Frankrig og Italien, hvor det kommer på flaske og på magisk vis skifter nationalitet. I 2018 eksporterede Spanien 2,28 billion liter vin i alt, hvilket gør landet til verdens største vineksportør. Ud af den mængde var 1,03 billion liter eksporteret på flasker. 1,25 billioner liter var eksporteret med tankvogne – bulkvin. 75 procent af det blev kørt til Frankrig, Tyskland og Italien. En del af den bulkvin eksporteres fra de store vinområder Utiel og Reguena fra Valencia-regionen til Italien og ender i flasker hvorpå der står Chianti.

Spansk vin bliver fransk

I Frankrig kan man finde på at geneksportere den importerede bulkvin på flaske som spansk vin, eller sælge den på hjemmemarkedet som fransk vin, blande den op med fransk vin eller bruge den til fremstilling af alkohol. Ofte ”glemmer” man, at skrive på vinetiketterne, at vinen i flasken er spansk eller er en blanding af fransk og spansk vin. I 2017 undersøgte den franske forbrugerombudsmand franske og spanske vine og fandt ud af, at 4,6 millioner flasker spansk rosévin var blevet solgt som fransk rosévin. Vinflaskerne fik enten en falsk etiket på eller vinens oprindelsesland stod på etikettens underside, så stort set ingen så det.

Côtes du Rhône?

Samme år blev det afsløret at der mellem 2013 og 2016 var blevet solgt 66,5 millioner flasker spansk rødvin som fransk vin fra Côtes du Rhône. Fortjenesten på den her type vin ligger typisk i det land, der importerer tankvognsvinen. Spanierne sælger vinen billigt, og i Frankrig og Italien bliver den videresolgt til minimum det dobbelte uanset om den videresælges som spansk vin eller flaskes med falsk etikette og sælges som fransk eller italiensk vin.

Rudy Kurniawan

En af de største sager om vinsvindel blev afsløret i 2012 hvor FBI stormede et hus i Los Angeles og fandt indkøbstasker fulde af gamle korkpropper, omhyggeligt bundtede etiketter og opskrifter på hvordan man kan blande sig frem til smagen af en gammel Bordeaux. De afslørede, hvad der er blevet kaldt verdens største sag om forfalskning af vin. Bagmanden Rudy Kurniawan fik 10 års fængsel for at have solgt billig californisk vin som eksklusive vine fra Bourgogne og Bordeaux o.a. Alene i 2006 solgte Kurniawan vin for 35 millioner dollars. Der er lavet en dokumentarfilm om afsløringen, der hedder ”Sour Grapes”.

Kilder: El Pais, Quotidiano di Puglia, VinAvisen, Meininger.de, Børsen, TV2, Information

Når ildfluer plukker vin

Når ildfluer plukker vin

På det tidspunkt af natten, hvor de fleste af os ligger i en dyb søvn, kan man høre sagte sang mellem de andalusiske vinstokkene. En sang der følger den rytmiske lyd af sakse, der klipper vinklaser fri fra stokkene. En af vinplukkerne synger stille, som om hun er lidt bange for at bryde nattens dybe ro. Og det selv om ingen på bodegaen El Corridor, der ligger lidt uden for byen Jerez de la Frontera i den sydspanske region Andalusien, sover på det her tidspunkt. Klokken er fem om morgenen, og de 27 vinplukkere er udstyret med pandelamper og i færd med at høste druer af sorten Palomino. Vinmarken ligger i trekantområdet mellem byerne Jerez, El Puerto de Santa Maris og Sanlúcar de Barrameda – Spaniens eneste vinområde, hvor man producerer sherry.

Populært at høste om natten

Det er blevet populært at høste om natten på trekantområdets ca 7000 hektar kalkholdig jord. 30 procent af markerne blev i 2018 høstet om natten, hvilket giver god mening, fordi druerne normalt plukkes fra slutningen af august måned, hvor dagtemperaturerne nemt kommer op på 40 grader i skyggen. I 2019 regner man med at begynde høsten den 20. august. Det er kun ni år siden, natplukning blev introduceret i vinregionen, der er kendt for at klamre sig til faste traditioner, så det at omkring en tredjedel i dag høster om natten frem for om dagen er ganske overraskende for mange spanske vineksperter.

30 høstnætter i 2018

I 2018 begyndte høsten allerede en uge ind i august på grund af det varme forår og den tidlige sommer. De første dage plukkede man Tintilla, som er en rød drue, der bruges til rødvine som Samaruco og Garum. Folkene arbejdede på skift mellem klokken 20 om aftenen og tre om morgenen. Derefter plukkede man Palomino, som er den hvide drue, man laver sherry og manzanilla af. Der begyndte man at plukke klokken fire om morgenen og fortsatte frem til middag. Det blev i alt til 30 høstnætter på El Corridor i 2018.

Ildfluer på marken

Når de 27 plukkere bevæger sig rundt i vinmarkerne med pandelamper på, ligner de nærmest ildfluer. Tidligt om morgenen er temperaturen 18 grader, og det kræver mindre fysik at plukke druerne ved den temperatur end efter middag, hvor den ofte når op over 40 grader i skyggen. Det er også bedre for druerne at blive plukket ved lavere temperatur. Når druerne er presset sker den første fementering ved 15 grader celsius. Og det er en hurtigere proces at køle druerne ned fra eks. 18 grader end fra de normale mere end 30 grader, hvis man plukker i dagtimerne.

Maskinhøst

Flere og flere vinmarker i Jerez-området bliver i dag høstet med maskiner. Makinerne slår druerne af vinstokkene, og i den proces er det også langt bedre for druerne at blive plukket ved lav temperatur. I dag høstes ca 50 procent af alle palominodruer med maskinkraft, og mange af dem bliver høstet om natten. Der er dog fortsat mange små vinbønder, og for dem vil det også i fremtiden kunne betale sig at plukke med håndkraft, ligesom der er en del vinmarker der ligger på bjergskråninger og derfor ikke kan betjenes med maskiner.

Australsk idé

Pérez-familien der ejer El Corridor var på besøg på vingårde i Australien, hvor de blev gjort bekendte med idéen om at høste om natten. Tilbage i Jerez besluttede de at forsøge at indføre nattehøst på bodegaen. Først var der stor modstand mod det, fordi plukkerne ikke mente, der var nok lys fra pandelampen, og man var bange for at skære sig. Men fordelen ved at arbejde ved 18 grader i stedet for 40 grader og høj sol og en ekstra høj løn har overbevist plukkerne.

I år kan man fra begyndelsen af august igen se ildfluerne bevæge sig ned over vinmarkerne mellem Jerez de la Frontera, El Puerto de Santa Maria og Sanlúcar de Barrameda, hvis man er oppe tidligt om morgenen, inden solen står op.

10 skæve match mellem vin og mad

10 skæve match mellem vin og mad

Folk bruger ofte alt for megen tid på at forsøge at finde det perfekte match mellem mad og vin. Det er kompliceret nok bare at vælge én flaske vin uden at skulle bekymre sig om den passer til den mad, man skal spise. Som ofte har du – uanset om du spiser ude eller hjemme – flere forskellige retter på bordet. Farven på vinen er ikke så vigtig, som hvordan den fylder i munden og det indtryk, den efterlader på din tunge. Hvis du spiser noget let mad som frisk mozzarella, gedeost, omelet, hvid fisk eller kylling, er det fornuftigt at drikke en delikat, let vin til som Vermentino, Chablis, Sauvignon Blanc eller en rosé eller en let rødvin Pinot Noir, Cinsault eller Beaujolais. Hvis du derimod spiser svinesteg, burger, tartar eller vildt, vil du nok foretrække en kraftfuld vin som en fyldig Grenache/Granache, Syrah/Shiraz eller Mourvédre/Mataro. Men hvad så, når du vil have et glas vin og ikke har planer om at lave et ekstravagant måltid? Men blot skal have en snack eller noget fastfood og gerne vil supplere det med et godt glas vin. Herunder har jeg oplistet 10 skæve kombinationer som faktisk matcher hinanden ret godt.

Røræg & Muscadet
En crispy, tør Muscadet med sine klassiske noter af æble, citrus og mineraler vil gøre det cremefulde og smagfulde røræg til en lækker middag, især hvis du steger æggemassen i smør.

Champagne & kartoffelchips
Tag en pose med dine yndlingschips og server et køligt glas Champagne til. Syren i Champagnen står i fin kontrast til de salte og fyldige chips, så boblerne og sprødheden nærmest eksploderer i munden.

Peanutbutter og marmelade & Sauvignon Blanc
De forfriskende grønne citrussmage i en Sauvignon Blanc kontrasterer den cremede jordnøddesmør, hvilket gør den mindre fed. De samme citrussmage fremhæver bærsmagen i din yndlingsmarmelade.

Popcorn & Chardonnay
Lav selv popcornene og tilsæt lidt smør af god kvalitet. Du vil bemærke at din Chardonnay har en nødeagtig smag, når du spiser popcornene, mens det varme smør komplimenterer vinens egen smøragtige smag.

Hotdog & Merlot
Kold øl er ikke den bedste drik til en klassisk hotdog med sennep – det er en Merlot. Det pikante sennep og det røgede kød suppleres af rødvinens tanniner, mens kirsebær og andre bærsmage kontrasterer hotdoggen på en fin måde.

Fiskefilet & Syrah/Shiraz
Den klassiske søde rød peber-agtige smagsprofil, som kendetegner Syrah/Shiraz, supplerer ganske fint den milde fiskesmag og står godt til en eventuelt medfølgende tatarsauce.

Kyllingeburger & Barbera
Italiensk Barberas undertoner af egetræ og søde bær supplerer fint en grillet kalkunburger uden at overbelaste hverken din burger eller din gane.

Macaroni and cheese & Riesling
En tør Rieslings søde syrlighed passer godt med de lidt fede, søde og kraftige smage, der er i retten.

Is & Rosé med bobler
De sprudlende bobler giver en fremragende kontrast til en lidt fyldig flødeis og Roséens sødme kan sammen med boblerne fint håndtere smagstilføjelser som hindbær, chokolade, pistacie eller nougat.

Chokoladekage & Cabernet Sauvignon
Den kraftige bærsmag i Cabernet Sauvignon passer ekstraordinært godt sammen med en chokoladekage – sødmen fra kagen blødgør vinens smag af eg og tobak. Hvis der er farin eller smør i kagen komplimentere det samtidig vinens dybe frugtighed.

Sådan! 10 praktiske og lækre kombinationer af mad og vin, som du kan prøve derhjemme når du skal slappe af med en god bog, være sammen med vennerne eller bare fordi du kan.