Cornish pasty består af kød og grøntsager, der er indbagt i en butterdej. Det er en traditionel engelsk ret, som ofte blev bagt tidligt om morgenen – med fyld af rester fra aftensmaden fra dagen før. Mændene tog den med sig ned i minen som madpakke. Når de blev sultne, trak de deres pasty op af lommen og spiste den. Den lille tærte bliver associeret med Englands sydligste amt, Cornwall. Pastyen kan spores tilbage til 1300-tallet, hvor den blev nydt bredt af Englands notabiliteter som en lille delikatesse fyldt med eksempelvis vildt, fugle, vilde laks og ørred.Det var først efter den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet, at retten blev omdøbt til ”Cornish pasty”. Dengang var det den ultimative type fastfood. Den foldede dejkant gjorde pastyen perfekt til hårdtarbejdende og beskidte minearbejderes frokostpauser, fordi de dækket fra hoved til tæer i mudder og støv, kunne holde fast på den hårde kant af dej uden at røre ved selve pastyen, der blev spist, hvorefter den beskidte kant blev smidt ud. Sagnet vil vide, at ”Knockers”, små uartige trolde, der boede i minerne, var meget glade for de rester, minearbejderne efterlod, når de gik hjem. Det bragte lykke til minerne. Historien er ikke den samme for en fisker fra Cornwall. Fiskernes pasty blev altid spist hjemme og måtte aldrig bringes om bord – det betød efter sigende dårlig vejr og ingen fisk.

I England tager man cornish pasty meget alvorligt. Der findes en organisation, der kalder sig The Cornish Pasty Association, hvor man afvikler verdensmesterskaber og giver den ultimative guide til den helt rigtige butterdej. På deres website kan man blandt andet læse, at der bliver spist 120 millioner cornish pastys hvert år, at en rigtig cornish pasty indeholder mindst 25% grøntsager og 12,5% kød og der er anvisninger på hvordan man kan samle sin pasty og andre gode tips.

cornish pasty

Server det indbagte lammekød og grøntsager med en græsk salat.

Cornish pastys

4 store plader butterdej, 800 g lammekød, 2 rødløg, 3-4 gulerødder, 1 fennikel, 4-5 kartofler, 2 spsk frisk rosmarin, salt, peber, smør og 1 æg

Tænd ovnen på 180 grader. Hak alle grøntsagerne i fine tern. Skær kødet ud i samme størrelse tern og sæt til side. Bland grøntsagerne sammen i en skål og smag til med rosmarin, havsalt og sort peber. Læg butterdejen ud på bagepapir. Læg fyldet midtpå dejen. Top med en god klat smør. Fold butterdejen sammen i en halvmåne og luk samlingen med fingrene, så den bliver helt tæt. Pensl hele overfladen med pisket æg. Drys med havsalt og sort peber.

Bag dem på bagepapir i ovnen ved 185 grader, til de er gyldne. Det tager cirka 30 minutter. Tag dem ud, når de er færdige og læg dem på en rist nogle minutter inden servering, så de ikke danner fugt i bunden.

Server som aftensmad med græsk salat til eller lad dem overnatte i køleskabet og tag dem med på arbejde eller i skole som en fyldig, og nærende madpakke.