Den spanske vinrevolution har aldrig nået samme berømmelse som det spanske køkken. Internationale kokke som Juan Mari Arzak, Raymond Oliver and Paul Bocuse lancerede i 1976 ”Det Nye Baskiske Køkken” og det blev startskuddet til en revolution af hele det spanske køkken, som efterfølgende er blevet et af verdens mest dominerende. Udviklingen af spansk vin var der ikke så meget fokus på, selv om kokkene gjorde en del ud af at inkludere vinens rolle på restaurantbordet.
10 år senere kunne bannerførerne bag mad- og vinrevolutionen fejre sin første triumf, da restaurant Zalacaín i Madrid fik tildelt tre Michelinstjerner. Det var første gang en spansk restaurant fik den anerkendelse. Zalacaín opfattede vin som det centrale i en stor madoplevelse og havde ansat en vintjener, der var klædt i kjole og hvidt og med et elegant læderforklæde. I en kæde om halsen havde han en lille sølvskål, som han brugte til at prøvesmage hver flaske, han åbnede. Desværre var det meste af vinkortet fransk. Kun den spanske Vega Sicilia blev fremhævet på det eksklusive kort. Samtidig med at en håndfuld spanske restauranter var i færd med at revolutionere madscenen, var vinen stadig ikke noget, folk opfattede som vigtigt.
I 1960’erne havde Spanien med 1,5 millioner hektar flere vinmarker end noget andet land i verden. Man havde flere forskellige vinsorter end andre lande inklusive Italien og Frankrig. Men selv om landet havde dyrket vin siden romertiden og var oversået med klostre, der siden 12. århundrede havde forfinet vinkulturen, så havde Spanien intet marked for kvalitetsvine i 1960’erne. Og man eksporterede næsten intet vin.
Mens den spanske vinindustri befandt sig i et dødvande, eksperimenterede lande som Australien, Sydafrika, Argentina, Chile og New Zealand med nye vine. Det var kultiverede vine med megen frugt, krop og farve for at tilpasse sig det internationale markeds smag, og vinene var populære hos en yngre generation af vindrikkere i Schweitz, Skandinavien, Asien og USA. Nu var spanierne hverken blandt de ypperste vinproducenter eller med blandt de nye spillere på markedet. Og det var der heller ingen, der forventede.
Industriel produktion
Men det skulle blive værre endnu. Fra at have produceret vindruer for blot at overleve, gik man i Spanien nu direkte ind i en industriel vinproduktion. I 1970’erne overtog store fødevareindustrier La Rioja og andre traditionelle vinområder med det formål at oversvømme det internationale marked med bilig vin. Noget lignende skete i det katalanske vindistrikt Penedés hvor 90 procent af al cava eller cirka 250 million flasker produceres årligt.
Industriel vin er lig ensartet vin. Kvalitet var ikke det vigtigste parameter, og vinbønderne fik en elendig betaling for deres druer. Gode druer blev blandet sammen med dårlige og de dårlige kunne være virkelig rædselsfulde. Firmaerne, der producerede vinen, søgte ikke originalitet, autencitet eller tradition. Og de var ligeglade med variation. Det, de ønskede, var homogene, store og simple druer i enorme mængder, så de kunne fremstille så meget billig vin som muligt. La Rioja gik fra at producere 80 millioner flasker til 400 millioner flaske vin årligt.
Italiensk inspiration
Uden for Spanien skete det præcist modsatte. I slutningen af 60’erne satte en gruppe traditionelle italienske vindyrkere sig op imod det dominerende Chianti, etablerede en deklaration for vinens oprindelsessted, og de begyndte at producere ”Supertoscanske” vine, der fik større betydning end nogen andre italienske vine i historien. To af de første Supertoskanske vine var Tanuta San Guidos Sassicaia og Antinoris Tignanello. Det er vine, som selv i dag regnes for nogle af de bedste fra hele Italien! Mediestuntet virkede, et nyt begreb var født og vinene fik den fortjente opmærksomhed og blev øjeblikkelig successer. Men endnu mere vigtigt var, at fokus på kvalitet fik andre til at hoppe med på vognen, og kvaliteten har så at sige været stigende lige siden – og det var reelt målet.
Mens man i Frankrig vaklede i forhold til den nye udvikling, så vågnede man op i Spanien. I et land, hvor de store vinproducenter ikke ejede så meget som en enkelt vinmark, begyndte Contino og Remelluri i La Rioja at lave vin med deres egne druer. Artadi og Barón de Chirel, Sierra Cantabria og Abel Mendoza fulgte efter. Og det var med til at skabe en ny trend: Store vine skulle laves af kvalitetsdruer fra traditionelle vinmarker. Vinstokkene skulle vækkes til live igen med en kærlig hånd. Et arbejde som kunne tage 10 år, inden det gav overskud.
Kvalitetsvin
Op gennem 80’erne rejste den spanske vin sig fra døden. Las Beata i Rioja, der var ejet af Telmo Rodríguez og Pablo Eguzkiza, producerede nu kvalitetsvin. I 1982 satte familien Álvarez igen gang i produktionen af den uforlignelige Vega Sicilia – den første flaske var fra 1915 – og den unge advokat Pablo Álvarez var manden bag at gøre den vin til en legende. I Valladolid-provinsen producerede Alejandro Fernández den innovative rødvin Pesquera med duft, frugt og krop, som i 1986 bjergtog vinguruen Robert Parker, selv om det først var i 2007, at Parker endte med at give vinen karakteren 100 på hans skala.
Det år gav Parker også maksimumpoint til fem andre spanske vine. To fra Rioja (Contador og Viña El Pisón), en fra Ribera del Duero (Pingus), en fra Priorat (Clos Erasmus) og en fra Toro (Termanthia). På samme tid kunne man se den spanske kok Ferran Adrià med en gulerod i hånden pryde forsiden af New York Times. Spansk mad og vin havde nået toppen.
Oprør i Priorat
I 1989 fik en håndfuld hippier ledet af René Barbier og Álvaro Palacios skabt nyt liv i Priorat. Det var en kollektiv indsats. Derefter åbnede Quim Vila fra Barcelona et distributionsfirma, der skulle vise sig at blive fremtidens marketingskanal for spanske vine. Tingene skulle gøres med sjæl, og man skulle finde de forbrugere, der søgte efter kvalitetsvine frem for konsumvine. Vila blev en af Spaniens vigtigste vindistributører i samarbejde med 100 af de mest spændende vingårde.
Oprørerne i Priorat fik indflydelse både indenfor og udenfor Spaniens grænser – og så langt væk som i USA. I de følgende 20 år blev modellen fra Priorat – først skabte de røde kvalitetsvine, dernæst hvide før de gik i gang med at lave cava, sherry og søde vine – kopieret af vindyrkere med mod på at eksperimentere. I Rioja var bannerføren Benjamín Romeo (Contador); i Ribera, Peter Sisseck (Pingus); i Ribera, Emilio Rojo; på Mallorca, Francesc Grimalt og Pere Obrador (AN); i Costers del Segre, Tomàs Cusiné (Vilosell); i Penedès, Laurent Corrio (Sot Lefric); i Bierzo, Raúl Perez og Ricardo Pérez (Ultreia og Corullón); i Rueda, Didier Belondrade (Belondrade og Lurton); i Jumilla, José María Vicente (Pie Franco); i Campo de Borja, Jorge Ordóñez (Alto Moncayo); i cava, Ton Mata (Recaredo); i Valdeorras, Rafael Palacios (As Sortes); i Rías Baixas, Rodrigo Méndez (Leirana); i Cebreros, Daniel Jiménez-Landi (Las Uvas de la Ira – bogstavelig talt Vredens Druer); i Tenerife, Roberto Santana (Táganan). Det skete alle de steder, hvor der engang havde været en stor vingård og på de mest usandsynlige steder.
Siden da har den ene trend afløst den anden. Engang var det fyldige vine, der var på mode og nu siger trenden mere lette vine. På et tidspunkt var vine fra Rioja det hippe og på et andet tidspunkt var vinene fra Ribera del Duero mest trendy. Der har også være for høje priser, grådighed og arrogance. Ribera del Duero gik fra at bestå af tre vingårde til omkring 200, mens Priorat voksede fra fire til 100. Nogle ting er vellykkede andre ikke så gode. Men hvis man sammenligner pris med kvalitet, så er spanske vine nogle af de bedste i verden. Vinene består af druesaft, men også af passion, sjæl og personlighed. Kan man ønske sig mere?