5 stjerner til en elegant rødvin fra Rioja Alavesa, der bryder med alle traditionelle forestillinger om, hvordan rødvin fra Rioja smager. Det er vin fra 6-700 meters højde fra vingården Tentenublo, der befinder sig tæt på grænsen ind mod Baskerlandet. Vinmager Roberto Oliván tilhører fjerde generation af vinbønder i en familie, som har dyrket druer i Rioja i mindst 30 år.

Vingården dyrker druesorterne tempranillo, garnacha, viura og malvasía på 100 hektar familievinmarker omkring landsbyen Viñaspre. Bjerget Sierra de Cantabrias skråninger er meget stejle, og høsten kan kun udføres i hånden. Højden og den klimatiske forskel mellem Atlanterhavet og Middelhavet, kombineret med den sjældne kalkstensjord i Rioja Alavesa, spiller en vigtig rolle for vinens karakter.

Tentenublo er navnet på klokkerne, som der ringes på, når hagl rammer området og kan skade druerne. Derfor navnet på vinen og tegningen på etiketten af en klokke, der jager en sky!

Roberto Olivan laver altid rødvine med en lille tilsætning af hvide druer, fordi han mener det skaber en ’smagseksplosion’. Tentenublo 2020 er lavet på 60 procent tempranillo, 30 procent garnacha og 10 procent viura, og druerne er håndplukket og gæret (malolaktisk) med naturligt gær i åbne rustfri ståltanke. Derefter lagres mosten på egetræ i op til ni måneder.
I næsen dufter den af røde bær og krydderurter som rosmarin og timian. Den er saftig og frisk i smagen med toner af urter, nærmest en smule a la vermouth og der er fine tanniner. Masser af frugt og en god syre. 14,5 procent alkohol. Server den ved 14-15 grader. Tentenublo 2020 kan drikkes til rødt kød, lammekød eller ibericogris. Jeg nød den til abbachio alla romana, som er en romersk lammeret med en sauce af ansjoser og hvidløg, ærter a la francaise og sprøde aubergineskiver. Se opskriften på vinoytapas.dk. Den økologiske vin var en fremragende ledsager til lammekødet. Et fund til prisen!

★★★★★☆
Tentenublo 2020, Tentenublo, Rioja Alavesa
Koster 145 kroner hos @hvaddrikkermantil