Det kendteste vindistrikt i Spanien er Rioja, der kom på danskernes vinkort i halvfjerdserne, hvor berusede charterturister på grisefesterne på Mallorca og Costa del Sol blev introduceret for tunge fadlagrede rødvine af tvivlsom kvalitet. Siden er der sket en kæmpe udvikling, og i dag er Rioja-vine generelt af meget høj standard.
I regionen La Rioja har man produceret vin så langt tilbage i historien, at nogle mener, at verdens ældste vin stammer herfra. Ebrofloden skærer gennem regionen i nærmest vest-østgående retning og deler det højtliggende område mellem de to hovedbyer Haro og Logroño op i to store skråninger; den nordvendte Alta og den sydvendte Alavesa. Fra Logroño og de næste knap 50 kilometer i østlig retning ligger det lave og mere flade område Baja. Både Alta og Alavesa er under indflydelse af det kølige og regnfulde atlanterhavsklima, mens Baja nyder godt af det varme middelhavsklima.
Vinen Xérico er fra det højtliggende område Alavesa – ca. 600 meter over havet – og det er vingården Tentenublo og vinmageren Roberto Oliván der står bag. Bid mærke i hans og vingårdens navn – de er kommende stjerner i Rioja.
Vingårdens mest kendte rødvin er Tentenublo, mens den jeg har smagt, Xérico 2018, er en hyldest til Robertos bedstefar, hvis portræt pryder vinetiketten. Xérico er også en hyldest til den traditionelle måde at lave Rioja-vine på – den type af vin fra egen mark man førhen drak hjemme omkring middagsbordet.
I dag er der i Rioja megen fokus på volume og afsætning på store markeder, og man laver ofte blandinger af vine fra mange forskellige marker. Selvom Roberto er fjerde generation vinbonde på stedet, er han den første, der selv beholder druerne og laver sig egen vin. I stedet for at levere druer til de store bodegaer har Roberto Oliván siden 2011 arbejdet med at lave sine egne ekstraordinære vine i mindre volumen fra enkelte eller få vinmarker, skabt i den lokale tradition men med et moderne touch og en terroir fra stedets sandsten og kalksten.
Vinproduktionen er økologisk og usædvanligt for Rioja foregår lagringen af Xérico ikke på egefade men i stedet på cement i 6-8 måneder, inden vinen flaskes. Der bruges kun naturligt gær og ingen tilsætningsstoffer udover lidt svovl.
Xérico 2018 er lavet på tempranillo (85%) og hvidvinsdruen Viura (15%). Det er en afsindig elegant vin, der har en dyb, rød farve, dufter af sorte og røde bær og den har en friskhed i frugten som måske stammer fra hvidvinsdruen. Smagen er intens – der er både kirsebær og lakrids, der er bløde tanniner og en behagelig syre. Samtidig er der en slags mineralitet i smagen og en anelse salt – måske fra cementtankene eller jorden og påvirkningen af vinden ude fra Atlanterhavet.
Xérico 2018 kan drikkes til grillede grøntsager, lamme- eller kalvekød, ibericogris eller vildt. Jeg valgte at lave en ret med lammekød, auberginer, rød peber, tomat og frisk persille. Det var et perfekt match. Vi smagte vinen før, under og efter maden, og den blev blot mere og mere rund og fløjlsblød over tid. En afsindig god Rioja!
★★★★★☆
Xérico, 2018, Tentenublo, Alavesa, Rioja
Koster 155 kroner hos HvadDrikkerManTil