5 stjerner ud af 6 til en helt unik hvidvin fra Andalusien. Produceret på en druesort der er næsten umulig at udtale – Vijiriega – som har været stort set væk fra det spanske fastland i mere end 100 år. Vijiriega Blanca er skabt af den innovative vinmager Alberto Orte, der i de senere år har været en markant skikkelse i det selskab af nye vinmagere, der er i færd med at revolutionere det spanske vinlandskab. Orte laver vin fra det sydlige Andalusien til det nordlige Galicien.

Væk med de store internationale druesorter og de konforme vintyper, der kun er lavet for at tilfredsstille det store brede publikum. Kvalitet frem for kvantitet. Gamle glemte druesorter får en ny opblomstring, og vinene skal smage af det klima, den jord og det sted, den fremstilles. Det er samtidig en tilbagevenden til gamle traditioner og mere naturlige måder at lave vin på.

Alberto Ortes vingård Bodega Poniente fremstiller sherry i Jerez men også hvid- og rødvin. De sidstnævnte under navnet Vinos del Atlántico.

 

 

Vijiriega Blanca har en gylden og meget smuk farve. Den dufter af orangeblomst og citrus. I munden er den kompleks med en moderat syre, salt, mineralitet og noget urtet. Helt sin egen og en funky vin, der smager af solskin og bringer én tilbage til tapasbarer i sherrytrekantens hovedbyer Jerez de la Frontera, Sanlucar de Barrameda og El Puerto de Santa Maria. Noget af det bedste og mest originale hvidvin fra Cádiz-provinsen i Andalusien. Vinstokkene er genplantet i 2013 og vokser på den meget kalkholdige albariza-jord uden for Jerez side om side med palamino, der bruges i sherryproduktionen. Plukket i hånden og spontangæret på brugte træfade og i ståltank. Derefter lagret sur lie i 12 måneder på brugte egefade. Slutter med 5 måneder i ståltanke inden den flaskes. Vinen holder 12,5 procent alkohol og bør drikkes ved 9-10 grader. Perfekt vin til skaldyr, fisk eller fjerkræ.

★★★★★☆
Vijiriega Blanca, 2021, Vinos del Atlantico, Jerez, Spanien
Koster 265 kroner hos www.texturvin.dk