Bico da Ran er en typisk Albariño. Hvidvinen, der er ren kult i Spanien, produceres i Galicien i landets nordvestligste hjørne ud mod Atlanterhavet. Her er klimaet køligt, blæsende og regnfuldt. Men på vinmarkerne i Rias Baixas har den lokale drue Albariño rigtig gode konditioner. Hvidvinene herfra er strågule, friske, frugtige og med behagelig naturlig syre. Den samlede produktion er ikke så stor og med et stigende salg til det amerikanske marked er det sjældent, at vi i Danmark støder på imponerende udvalg af den fantastiske hvidvin. Men i Spanien findes den i ethvert supermarked og på enhver restaurant eller tapasbar. Bico da Ran har jeg bl.a. drukket på restauranten La Taberna Chel Del Mar i byen El Puerto de Santa Maria i Andalusien, der ligger ud til Atlanterhavet. Vinen var perfekt til eksotiske fiske- og skaldyrsretter som Puro Plancton, Tatar de Corvina, Saam de Camarones og Ajo Verde.
Køligt og vådt klima
Bico Da Ran kommer fra den grønne Valle del Salnés region i Rias Baixas. Vinstokkene, der er mellem 15 og 25 år gamle, vokser ca. 50-150 meter over havet og tæt på Atlanten, hvilket giver et køligt og vådt klima. Vinmarkerne er primært eksponeret syd-sydøst, og jorden består overvejende af forvitret granit. Vinen er lavet på 100 procent Albariño af producenten Fento. Druerne høstes i hånden tidligt om morgenen for at bevare aromaerne og friskheden bedst muligt. Mosten koldfermenteres i ståltanke. Der er ingen fadlagring.
Behagelig syre
Vinen er frisk og sart. Næsen er domineret af fennikel, passionsfrugt og citrus. I munden er vinen frugtagtig og frisk med en behagelig syre. Det er en glimrende madvin især til fisk og skaldyr eller asiatisk mad. Den egner sig også til at drikke som aperitif eller til lette tapasretter. Drik den ved en temperatur på 10-12 grader. Den holder niveauet fint indtil tre år efter den er kommet på flaske.
Bico Da Ran, Fento Wines, 2018
★★★★☆☆
Kan købes hos www.bevco.dk
Kr. 79,- pr flaske ved køb af 6 stk