Frikadellens historie går langt tilbage i tiden, og retten har sin oprindelse langt fra vores breddegrader. De første oplysninger om frikadellen er fra en romerske kogebog fra omkring Jesu fødsel. Heri findes en del pølseopskrifter, hvor man brugte fars, som man stoppede i tarme, og det er den fars, der så havnede på panden for sig selv – hårdt stegt med bindemidlerne æg og mel. Senere i arabiske kogebøger fra Andalusien fra år 1200 omtales pølser og kødboller, og her bruges betegnelsen ’kebab’. Herfra spreder det sig til resten af verden. Kødbollerne hedder så forskellige ting som Köfte (Mellemøsten/Grækenland), cevapcici (Balkan), kötbullar (Sverige), polpetti (Italien), bitok (Rusland), rissole (England), klopse (Tyskland), croquette (Frankrig) eller bare meatballs som amerikanerne kalder dem.
I Danmark omtales frikadellen første gang i 1200-tallet hvor den blev lavet af en blanding af hønse- og svinekød. Men først i 1703 får den sit danske navn Fricadelle. Til gengæld er den her lavet af lammekød, der formes som lange fingre og koges. Først i 1850 i Madam mangors kogebog omtales den stegte fricadelle. Vore dages frikadelle er altså lang fra en dansk opfindelse – til gengæld er tilbehør som brun sovs, hvide kartofler og surt noget særligt dansk.
Min opskrift på lammedeller med spidskommen er tilbage ved udgangspunktet i 1850, men også en moderne globaliseret ret, idet den er lavet af hakket lammekød tilsat spidskommen, der har sin oprindelse i Egypten. De danske kartofler er krydret med paprika, som mest forbindes med Ungarn og dertil tzatziki, som er den græske udgave af en yoghurt-dressing. Velbekomme!
Lammedeller med spidskommen
600 gr. hakket lammekød, 1 løg, 1 æg, lidt rugmel, spidskommen, smør, salt, peber
Ælt farsen med alle ingredienserne, og lad den hvile i køleskabet en time. Form farsen til frikadeller i en passende størrelse og steg dem i lidt smør til de føles let hårde. De skal brunes ved høj varme og steges færdige ved middel varme.
Server med ovnkartofler med paprika, feta og tzatziki
Kartofler, ovnbagte med paprika
1 kg. kartofler, oregano, citronsaft, salt, olivenolie
Vask kartoflerne godt, men skræl dem ikke. Skær dem i kvarte eller mindre, hvis det er store kartofler. Bland kartoffelstykkerne med en blanding af olie, salt og paprika. 35 minutter ved 225 grader i ovnen.
Tzatziki
2 dl græsk yoghurt, 2 fed hvidløg, 1 agurk, olivenolie, 1 citron, salt, peber
Riv agurken og pres væden fra. Bland yoghurt sammen med agurk, citronsaft og revet hvidløg. Rør 1 tsk olivenolie i og smag til med salt og peber.