Langtidsstegt lammebryst tager lidt tid at lave, men til gengæld bliver det oversete og lidt vanskelige bryststykke fra lammet lækkert, saftigt og sprødt, hvis man følger den her opskrift. Det er vigtigt ikke at give det for lidt tid i ovnen, fordi det indeholder meget fedt og bindevæv, men heller ikke for meget, for så bliver det tørt og kedeligt. Man kan også udbene lammebryst og lave en frikasse – eller en rullesteg eller en rullepøse fyldt med friske urter og hvidløg, men jeg foretrækker den her version, hvor det hele slutter med en tur i ovnen under grill og resultatet bliver sprødt og lækkert.
Langtidsstegt lammebryst
<em>1,5 kg. lammebryst, 1 økologisk citron, 2 fed hvidløg, 1 dl friske krydderurter (salvie, oregano og purløg), 1/2 dl hvid balsamico, salt</em>
-
Før lammebrystet kommer i ovnen, hakker du hvidløg og krydderurter og blander det med balsamico. Lad det trække indtil kødet er klar.
Bred kødstykket ud på køkkenbordet og puds det rent for det synlige fedt. Tag kun det værste. Resten smelter væk under langtidsstegningen. Gnid begge sider af brystet med citronsaft og drys groft salt henover. Læg kødet i bradepanden og sæt det i en 160 grader varm ovn. Lad det få cirka tre timer. Det skal være lysebrunt og se stegt ud. Derefter hælder du fedtet fra og lader lammebrystet hvile et kvarter.
Nu kan du trække ribbenene ud af bryststykket. Derefter skærer du kødet i nogle aflange stykker (6-10 cm lange og 3-4 cm brede). Fordel hvidløg/krydderurter blandingen hen over kødstykkerne og sæt dem ind under ovnens grill, indtil de er varme, sprøde og lækre.
Server med stegte søde kartofler, yoghurt dressing og salat med fetaost.
Stegte søde kartofler
600 g søde kartofler, olivenolie, 1 tsk rosmarin,1 rødløg, 2 fed hvidløg, 1 spsk limesaft, salt, 1 håndfuld frisk persille
Skræl søde kartoflerne, og skær dem i mundrette stykker. Svits dem i olivenolie på en varm pande ved middelvarme i 10-12 minutter. Tilsæt derefter rosmarin og finthakket løg og hvidløg og og steg videre et par minutter. Tilsæt limesaft og steg videre ved svag varme, til kartoflerne er helt møre. Smag til med salt og vend persille i og server.
Salat med fetaost
1 salathoved, 150 gr. fetaost, 1/2 agurk, 2-3 forårsløg, 1 håndfuld ærter, 1 citron, havsalt, peber
Vask salaten, ryst fri for vand og pluk den i rustikke stykker. Skær agurken og fetaosten i tern og bland dem sammen med forårsløg og ærter med salaten. Drys med citronsaft, havsalt og peber. Vend det hele sammen.
Yoghurt med mynte og hvidløg
1 dl. græsk yoghurt, 1 bundt frisk mynte, 1-2 fed hvidløg, havsalt, 1 citron
Rør yoghurten med finthakket frisk mynte, finthakket hvidløg, citronsaft og havsalt.