fbpx

På det tidspunkt af natten, hvor de fleste af os ligger i en dyb søvn, kan man høre sagte sang mellem de andalusiske vinstokkene. En sang der følger den rytmiske lyd af sakse, der klipper vinklaser fri fra stokkene. En af vinplukkerne synger stille, som om hun er lidt bange for at bryde nattens dybe ro. Og det selv om ingen på bodegaen El Corridor, der ligger lidt uden for byen Jerez de la Frontera i den sydspanske region Andalusien, sover på det her tidspunkt. Klokken er fem om morgenen, og de 27 vinplukkere er udstyret med pandelamper og i færd med at høste druer af sorten Palomino. Vinmarken ligger i trekantområdet mellem byerne Jerez, El Puerto de Santa Maris og Sanlúcar de Barrameda – Spaniens eneste vinområde, hvor man producerer sherry.

Populært at høste om natten

Det er blevet populært at høste om natten på trekantområdets ca 7000 hektar kalkholdig jord. 30 procent af markerne blev i 2018 høstet om natten, hvilket giver god mening, fordi druerne normalt plukkes fra slutningen af august måned, hvor dagtemperaturerne nemt kommer op på 40 grader i skyggen. I 2019 regner man med at begynde høsten den 20. august. Det er kun ni år siden, natplukning blev introduceret i vinregionen, der er kendt for at klamre sig til faste traditioner, så det at omkring en tredjedel i dag høster om natten frem for om dagen er ganske overraskende for mange spanske vineksperter.

30 høstnætter i 2018

I 2018 begyndte høsten allerede en uge ind i august på grund af det varme forår og den tidlige sommer. De første dage plukkede man Tintilla, som er en rød drue, der bruges til rødvine som Samaruco og Garum. Folkene arbejdede på skift mellem klokken 20 om aftenen og tre om morgenen. Derefter plukkede man Palomino, som er den hvide drue, man laver sherry og manzanilla af. Der begyndte man at plukke klokken fire om morgenen og fortsatte frem til middag. Det blev i alt til 30 høstnætter på El Corridor i 2018.

Ildfluer på marken

Når de 27 plukkere bevæger sig rundt i vinmarkerne med pandelamper på, ligner de nærmest ildfluer. Tidligt om morgenen er temperaturen 18 grader, og det kræver mindre fysik at plukke druerne ved den temperatur end efter middag, hvor den ofte når op over 40 grader i skyggen. Det er også bedre for druerne at blive plukket ved lavere temperatur. Når druerne er presset sker den første fementering ved 15 grader celsius. Og det er en hurtigere proces at køle druerne ned fra eks. 18 grader end fra de normale mere end 30 grader, hvis man plukker i dagtimerne.

Maskinhøst

Flere og flere vinmarker i Jerez-området bliver i dag høstet med maskiner. Makinerne slår druerne af vinstokkene, og i den proces er det også langt bedre for druerne at blive plukket ved lav temperatur. I dag høstes ca 50 procent af alle palominodruer med maskinkraft, og mange af dem bliver høstet om natten. Der er dog fortsat mange små vinbønder, og for dem vil det også i fremtiden kunne betale sig at plukke med håndkraft, ligesom der er en del vinmarker der ligger på bjergskråninger og derfor ikke kan betjenes med maskiner.

Australsk idé

Pérez-familien der ejer El Corridor var på besøg på vingårde i Australien, hvor de blev gjort bekendte med idéen om at høste om natten. Tilbage i Jerez besluttede de at forsøge at indføre nattehøst på bodegaen. Først var der stor modstand mod det, fordi plukkerne ikke mente, der var nok lys fra pandelampen, og man var bange for at skære sig. Men fordelen ved at arbejde ved 18 grader i stedet for 40 grader og høj sol og en ekstra høj løn har overbevist plukkerne.

I år kan man fra begyndelsen af august igen se ildfluerne bevæge sig ned over vinmarkerne mellem Jerez de la Frontera, El Puerto de Santa Maria og Sanlúcar de Barrameda, hvis man er oppe tidligt om morgenen, inden solen står op.