Pasta puttanesca betyder direkte oversat fra italiensk ”luderens pasta”. Den italienske klassiker stammer fra Napoli, og hvorfor den har fået det interessante navn, er der mange gode forklaringer på. Men det vil jeg ikke trætte nogen med.
250 g pasta, 3 fed hvidløg, 6 ansjoser, 1 håndfuld oliven uden sten, 3 spsk. kapers, 1 ds flåede tomater, olivenolie, salt, chiliflager, 1 citron, bredbladet persille
Pil og hak hvidløgsfed, og hak ligeledes ansjoser og oliven. Hak også den bredbladede persille.
Varm olivenolie i en gryde eller en stor pande, og sauter hvidløg, ansjoser og chiliflager i et par minutter ved middel varme, uden at hvidløget begynder at blive gyldent. Kom oliven, kapers og flåede tomater i. Bring gryden i kog, skru ned og lad retten simre i 10-15 minutter. Smag til med revet citronskal, salt og peber.
Kog imens pastaen i letsaltet vand, til den er al dente.
Vend til sidst den kogte pasta i saucen sammen med den hakkede persille og server.