fbpx

Pizza er et fladbrød med en eller anden form for topping på. Den italienske variant er med tomatsauce, mozzarellaost og basilikum som grundelement. Eller det vil sige den napolitanske variant, fordi man i Napoli er helt overbevist om, at pizza stammer derfra. Dejen skal være æltet af noget særligt mel og olivenolie, tomaterne lokale af den rigtige sort og mozzarellaosten lavet på mælk fra bøfler i regionen. Man har ovenikøbet en organisation med en præsident i spidsen, som overvåger at pizza i Napoli laves på de rigtige grundelementer, at dejen har den præcise tykkelse, sprødhed etc.

Pizzaen kom til Nordamerika sammen den italienske indvandring i 1900-tallet, og i USA er mange i dag overbeviste om, at pizza er en særlig amerikansk specialitet. Det, amerikanerne primært har bidraget med som noget nyt, er deep pan-pizza som er en meget tyk bund og kun lidt fyld ovenpå. Canadierne har bidraget med den pizza mange elsker at hade: Hawaii-pizzaen med ananas. I Danmark er pizzaer som regel også med en ganske kraftig bund og med en del fyld – nogle gange mærkværdigt fyld – ovenpå.

Om pizza stammer fra Napoli kan diskuteres. I rigtig mange kulturer især i Mellemøsten er det almindelig at bage fladbrød med fyld ovenpå. Det har man gjort lige fra dengang man fandt ud af at bage fladbrød på opvarmede sten – hvilket vil sige i stenalderen. Ordet ‘pizza’ blev først brugt i midten af 1800-tallet og ordet ‘pizzeria’ kom først i den italienske ordbog i 1918.

Jeg har lavet nogle udgaver af pizza, som bryder med den napoletanske og mere kan beskrives som en koldhævet surdejsbund bagt med tynde skiver kartoffel, der er marineret i olivenolie, rosmarin og citronskal.

I stedet for tomatsauce kom jeg chilimarmelade og mayo på bundene. Og i stedet for mozzarellaost er det vesterhavsost fra Thiese. Jeg lavede tre varianter.

En med gorgonzola, serranoskinke, syltede rødløg og hakket frisk persille.

En med tynde skiver culottesteg, syltede rødløg og hakket frisk persille.

En med plukket lam (en lammekølle der er langtidsbagt ved svag varme i ovnen i 4 timer hvorefter kødet kan plukkes fra hinanden), små halverede cherrytomater, syltede rødløg og frisk hakket persille.

Bundene var forbagte, og pizzaerne blev bagt færdig 4-5 minutter på en pizzasten i vores Weber gasgrill.