Æbletærte med kanel og mandler

Æbletærte med kanel og mandler

Æbletærte er en klassiker, der kan laves på mange forskellige måder. Her har jeg brugt en opskrift på en tærte, hvor æblet er i fokus både i dejen og som topping. Nogen vælger at komme marcipan i tærtedejen, men jeg foretrækker hakkede mandler og mandelmel. Jeg har valgt at tilsætte ingefær, men hvis du synes, at ingefær ikke passer til, eller du ikke kan lige smagen af ingefær, så kan det fint udelades. Æbletærten smager fantastisk, når den er lun, men er faktisk endnu bedre efter en nat i køleskabet. Mange kan godt lide at servere æbletærten med creme fraiche, flødeskum, vaniljeis eller lignende, men personligt foretrækker jeg tærten uden noget til. Denne æbletærte får en fyldig, saftig og velsmagende bund, og hvis æblerne er syrlige og af god kvalitet, så er der efter min mening ingen grund til at tilføje noget.

Æbletærte med ingefær og mandler

100 gram mel, 150 g smør, 150 g sukker, 150 g mandler, 2 tsk revet ingefær, 2 æg, 3-4 syrlige æbler, 2 tsk bagepulver, 1 spsk sukker, 2 tsk kanel, en knivspids salt

Smelt smørret og lad det køle af. Hak derefter halvdelen af mandlerne til mandelmel i en foodprocessor eller lignende. De øvrige mandler hakkes groft på et skærebræt. Læg en lille håndfuld af de hakkede mandler til side til at komme ovenpå kagen. Rør mandelmel og grofthakkede mandler sammen med mel, sukker, salt, bagepulver, revet ingefær og 1 tsk kanel. Tilsæt herefter det smeltede smør og æggene. Det hele piskes godt sammen med en håndmixer.

Skræl et af æblerne og skær det i små tern. Vend æbleternene i dejen. Hæld dejen i en smurt springform på 20-25 cm i diameter. De resterende æbler skæres i tynde både og fordeles henover kagen i et smukt mønster. Drys de hakkede mandler og en lille smule kanelsukker hen over.

Bag kagen i ovnen ved 190 grader i en halv time.