Moules marinières

Moules marinières

Vi har spist muslinger i Danmark, siden Ertebøllekulturen ved Limfjorden i stenalderen for omkring 5000 år siden. Dengang var skaldyr en vigtig del af vores føde. Blåmuslinger en en vidunderlig spise, den er ret billig, bæredygtig og så er danske muslinger meget sikre at indtage. De seneste 15 år kender man ikke til ét tilfælde, hvor nogen er blevet syge af at spise muslinger. Det kræver selvfølgelig, at man renser og tilbereder dem korrekt. Først tjekker du hver enkelt musling grundigt for at se om den er intakt og lukket. Kassér de muslinger, der er gået i stykker. Hver åben musling bankes let mod bordkanten, og hvis de ikke lukker sig i løbet af kort tid, er de døde og skal kasseres. Skyl derefter muslingerne under rindende koldt vand. Nu er de klar til brug. Hvis de skal stå lidt tid inden du tilbereder dem kommer du dem i koldt vand men husk at kommer godt med salt i vandet ellers ”drukner” muslingerne. Hvis de har stået lidt i saltvand så skyl dem en gang til i rindende vand inden brug.

Og hvordan spiser man så de tilberedte muslinger. Efter min mening med fingrene, som man gør i Frankrig. Man tager den åbne musling op fra sin tallerken, brækker de to skaller fra hinanden og bruger den øverste skal til at løsne muslingen i den underste. Herefter kan man dyppe den underste skal i suppen og spise/drikke musling og suppe direkte fra skallen. Det er mere sanseligt end at spise dem med ske, men man skal kunne leve med fedtede fingre.

Personligt foretrækker jeg linemuslinger fra Limfjorden, der ”dyrkes” på liner i de øverste vandlag, hvor planktonmængden og vandudskiftningen er større end ved bunden. Derfor er muslingerne kun omkring et år om at blive fuldt udvoksede og spiseklare, i modsætning til de vilde blåmuslinger, som lever på bunden og er omtrent dobbelt så gamle før de når spisestørrelse. Og så er de dejligt fri for sand og bundplanter og kræver derfor mindre rensning inden brug. Og i dag kan de købes økologiske, hvis man foretrækker det.

Muslingeriet i Hvalpsund producerer økologiske linemuslinger i Limfjorden.

Moules marinières

1,5 kg blåmuslinger, 4 fed hvidløg, 2 rødløg, olivenolie, smør, 3 dl tør hvidvin, salt, peber, frisk timian, 1-2 dl fløde, persille

Hak hvidløg og skalotteløg og sautér det i olivenolie og smør i en stor gryde. Tilsæt derefter de rensede muslinger timian og laurbærblade. Tilsæt hvidvin og lad muslingerne dampe under låg i 3-4 minutter, (ryst gryden et par gange undervejs) til muslingerne har åbnet sig. Er der enkelte der ikke åbner sig, kasserer du dem. Giv dem endelig ikke længere tid – det gør ikke noget godt for muslingerne Tværtimod bliver de seje og gummiagtige ved for lang tilberedningstid.

Anret muslingerne i store dybe tallerkener. Kog imens suppen lidt ind, tilsæt fløden og bringes suppen til kogepunktet. Smag til med salt og peber og evt. lidt citronsaft. Kom suppen over muslingerne og drys med hakket persille og server sammen med noget godt surdejsbrød.