Smukke vine fra Bierzo
I det nordvestlige hjørne af Spanien ligger vindistriktet Bierzo. Teknisk set ligger Bierzo i Castilla y Leon lige som Ribera del Duero og Toro, men vinene fra Bierzo er helt anderledes. Området er skærmet for de værste nordenvinde af bjergkæden Cordilleras Cantabrica. Klimaet er en blanding af det kølige og atlantiske, som du finder i Galicien, og det mere kontinentale og varme, som vi ser det i Ribera del Duero og Toro. De bedste vinmarker ligger i over 500 meters højde over havet og har jordbund med skifer eller granit. Markerne dyrkes uden maskiner, der pløjes for eksempel kun med køer som trækkraft.
Brezo Tinto
Rødvinen Brezo Tinto er produceret af Gregory Perez fra vingården Mengoba. Han er født i Bordeaux, hvor hans karriere inden for vin startede med ansættelser hos bl.a. Grand Puy Lacoste og Cos d’Estournel. Brezo Tinto er lavet på druen Mencia og er høstet i hånden. Der vinificeres helt naturligt uden tilsætning af gær. Rødvinen er lavet på 50 år gamle vin stokke, der vokser i 500 meters højde på en jordbund, der er en blanding af ler og sand. Den holder 13% alkohol, dufter af mørke bær, smagen er let mineralsk og har fine tanniner og en frisk syre.
Rødvinen, jeg smagte, er fra 2019 og vil blive endnu bedre, hvis den ligger nogle år. Drik den til tapasretter, vildtkød, lammekød eller simreretter.
Brezo Tinto, Mengoba, 2019
★★★★☆☆
Kan købes hos www.bichel.dk
Kr. 75,- pr flaske ved køb af 6 stk
Brezo Blanco
Hvidvinen Brezo Blanco laver Mengoba på de lokale druer Godello og Dona Blanco. Vinen får ikke fadlagring men ligger i ståltanke og lagrer på gæringsresterne, og det giver vinen en særlig karakter.
Det er en delikat hvidvin med en frisk krydret duft af fersken og æble og lidt citrus. Smagen er krystalren med en lille sødme og en tilpas syre og en god eftersmag. Den holder 12,5% alkohol.
Brezo Blanco er helt sin egen og kan drikkes selvstændigt eller til fiskeretter, skaldyr og tapas.
Brezo Blanco, Mengoba, 2019
★★★★☆☆
Kan købes hoswww.bichel.dk
Kr. 75,- pr flaske ved køb af 6 stk