fbpx

Selv om det var ret varmt – dagstemperaturen lå på omkring 38 grader i skyggen – så valgte vi alligevel at bruge et par dage i august 2017 på at besøge de to sydspanske renæssancebyer Úbeda og Baeza, der begge er udnævnt af Unesco som verdensarv. Der er ca tre timers kørsel til Úbeda fra Malaga ind og op i de andalusiske bjerge til provinsen Jaén der især er kendt for sin produktion af olivenolie. Både Úbeda og Baeza har et historisk centrum, der er et miks af maurisk stil kombineret med italiensk renæssancestil fra det 16. århundrede, som man også kan se i eksempelvis Firenze.

Byen ligger her i sin pragt i dag af to årsager. Floden Guadalquivir har sit udspring tæt på og det fik folk til at slå sig ned her langt tilbage i historien. I middelalderen fik byen en afgørende betydning i La Reconquista – generobringen af den Iberiske halvø fra de muslimske maurere. I 1233 blev maurerne fordrevet fra Úbeda, og derfor fik byen sammen med Baeza tilført en masse penge. Úbeda og Baeza skulle fremstå som det ypperste de kristne kunne frembringe inden for arkitektur, kunst og viden. I Baeza ligger fortsat et af verdens ældste universiteter bygget i det 16. århundrede.

Kun få udenfor landets grænser kender Spaniens smukkeste plads, Plaza Vazquez de Molina i Úbeda, der omkranses af nogle af de mest elegante bygninger og ikke er tegnet på en gang for at imponere, men formet af flere århundreders omtanke. Rundt om pladsen ligger en stribe bygninger tegnet af tidens dygtigste arkitekter med forbilleder hentet i den italienske by Firenze. Bygninger som UNESCO kalder Outstanding Architecture. Det gælder eksempelvis kapellet Sacra Capilla de El Salvador der indendøre emmer af ro og fordybelse. Hvis man har læst den nordjyske journalist Charlotte Rørths fortælling om, hvordan hun mødte Jesus, så foregik det i sakristiet der hører til dette kapel.

Baeza ligger blot 10 kilometer fra Úbeda så man kan nemt bo i den ene by og besøge den anden derfra hvis man er i bil. Det historiske centrum i Baeza er utroligt velbevaret og huser adskillige fine historiske bygninger. Katedralen er bygget over en tidligere moske, der blev nedlagt da de kriste i det 13. århundrede generobrede byen fra maurerne. Der hører et fint kloster til som kan besøges indefra katedralen. Baeza Universitet er fra 1533 og fungerer fortsat som uddannelsesinstitution. Derudover ligger der en stribe fine kirker, palæer og pladser som alt sammen kan nåes i gåafstand.

Fordelen ved at opholde sig i Úbeda i den varme periode er, at det er lavsæson for turismen, og derfor er der god plads i byen, hotelpriserne er lave og det er nemt at få plads på en af byens mange gode restauranter eller tapassteder. Vi spiste blandt andet på La Tintorera, som er en af byens bedste tapasrestauranter og med en udsøgt betjening. Vi fik grillede små blæksrutter, lækker skinke, lokal ost, bacalao (saltet torsk) og endelig en tapa med svinekød – presa ibérica – som kun kan fremstilles af en helt særlig svinerace.

Det er ibérico-grisen, sortfodssvinet eller pata negra (sort fod). Det er en race, man mener er fremavlet for flere tusinde år siden, hvor tamsvin blev krydset med vildsvin. Den trives særdeles godt i det sydlige Andalusien og Portugal. Den har en tendens til at lagre fedt i musklerne, hvilket er med til at give den høje kvalitet i Ibérico-skinkerne. For at opnå den fineste kødkvalitet, Ibérico bellota (bellota=agern) går grisene frit og æder stort set kun agern i de sidste måneder op til slagtningen.

Iberico-grisen bliver udover skinker brugt til produktion af fremragende charcuteri som chorico, salsichon og lomo. Men også til udskæringer af en kvalitet som kun kan fås hos denne svinerace. Eksemplevis secréto ibérico, der udskæres fra et område tæt på skinkerne. Og så er der udskæringen presa ibérica, som jeg aldrig har fået tidligere. Men smagen er fantastisk. Saftig, nøddeagtig og lidt som dyrevildt.