Sanlúcar de Barrameda er en rigtig andalusisk by, der ligger i den såkaldte sherrytrekant sammen med byerne Jerez og Cadiz. Det er kun inden for denne trekant, at man må producere sherry. Sanlúcar ligger i regionen Cadiz ud til Atlanterhavet, lige der hvor floden Guadalquivir udmunder. Sejler man 90 km op ad floden, kommer man til Sevilla. Sanlúcar har omkring 70.000 indbyggere, men vokser i sommermånederne – og især i august hvor spanierne typisk holder ferie – til det dobbelte. Jeg havde booket en lejlighed via Airbnb midt i byens pulserende centrum, og da vi ankom spurgte vores udlejer som noget af det første: Hvordan har I fundet hertil? Som turister fra Nordeuropa var vi et ret sjældent syn her i byen, hvor de fleste gæster er spaniere. Det er derfor vigtigt, at man kan lidt spansk, fordi der ikke er mange lokale, der kan eller vil tale engelsk. Og tager man videre til eksempelvis badebyen Chipiona, hvor lyst hår og blå øjne er endnu mere sjældne, så er det et absolut must at kunne spansk.
Sanlucar er en ”rigtig” spansk by med et folkeliv, der begynder om morgenen ved 9-tiden, hvor alle skal ud på cafeer, barer og pladser og indtage desyuno (morgenmad), der ofte består af tostada (ristet brød med olivenolie, tomat og skinke – eller smør og marmelade), zumo de narana natural (friskpresset appelsinjuice) og cafe con leche eller cortado. Ofte er man på vej til arbejde eller man slår sig ned for at snakke med familien, kæresten eller vennerne. Omkring kl 14 er byen igen en summende bikube af mennesker, der tilkæmper sig plads på en af barerne eller restauranterne for at spise tapas eller den store femretters menu. For mange er dette dagens hovedmåltid. Og så er der siesta, hvor butikker og barer lukker ned, og gaderne bliver øde i den stegende hede. Kl 18-19 strømmer andaluserne igen ud på gader og pladser sammen med familie og venner for at gå promenade, snakke, spise og drikke. Og det fortsætter indtil langt efter midnat. Det er livsnydelse og livsglæde.
Og så er der Manzanilla, som fylder overalt i gadebilledet i Sanlucar, fordi byen er spækket med bodegaer, der alle laver og er stolte af dette lokale produkt. Manzanilla er en tør sherry a la Fino, men den har en distinkt salt smag, som er det, der ifølge folk fra Sanlúcar, adskiller den fra en Fino. Bodegaerne fra Sanlucar har deres vinmarker overalt i sherrytrekanten, og producerer de andre former for sherry som Palo, Oloroso eller Amontillado, så det er ikke fordi vinmarkerne ligger ude tæt på havet, at den særlige smag opstår. Det gør den, når vinen lagres på tønder efter det berømte solera-princip. Tønderne sættes op i store haller, som er orienteret efter de to fremherskende vindretninger. Når vinden kommer fra syd kaldes den levante og er tør og varm og dannes på Rifbjergene i Marokko. Så er der typisk lukket af for vinden, mens hallerne i den anden ende står åbne, når vinden kommer nordfra og hedder poniente. Poniente, der dannes over Atlanterhavet, er fugtig og salt og det er den, som, ifølge vinmagerne i Sanlucar, er hemmeligheden bag den gode Manzanilla.
Nogle gange er man heldig og tilfældigvis magede det sig sådan i år, at der var det berømte hestevæddeløb på stranden i Sanlúcar – Carreras de Caballos – mens vi var der. Det er siden 1845 foregået hvert år i august og placeres over to gange tre dage alt efter, hvornår der er størst forskel på høj- og lavvande. Der er vip-område med mad og drikke, men det kræver en invitation eller en dyrt indkøbt billet. Og så er der stranden, som er med gratis adgang. Der ligger en markering med en rød snor 10 meter fra vandkanter, og når løbet skal i gang rydder guardia civil vandet for badende ved at pifte i deres fløjter og alle går op på stranden bag den røde snor. Derefter defilerer hestene med ryttere forbi hen mod startboksen og kort efter skydes løbet i gang og stemningen stiger. Hestene drøner forbi i galop med den nedgående sol i baggrunden og derefter går man igen i vandet. Indtil næste løb, hvor det hele gentager sig.
