Elegant og meget cool rødvin fra vingården El Hato y el Garabato, der ligger i det relativt ukendte spanske vinområde DO Arribes, der strækker sig fra den sydlige del af provinsen Zamora ind i den nordlige del af provinsen Salamanca tæt på den portugisiske grænse. Vingården drives af ægteparret José og Lilliana Beneitez, der begge er ønologer og højtuddannede inden for miljøvidenskab og skovbrug. Deres vinmarker fylder beskedne 8 hektar, ligger i 500-800 meters højde og er mere end 80 år gamle. Vinstokkene var i årevis overladt til sig selv, fordi der ikke var økonomi i at producere vin. I dag er Arribes på vej op, og vinmagerne her laver noget af det mest interessante upcoming vin på den Iberiske halvø.

Sin Blanca er El Hato y el Garabatos flagskib. Den er lavet af meget gamle vinstokke (mere end 80 år), hvori alle de sorter, der findes i vingården er inkluderet. 80 procent af vinen er fra den lokale drue Juan García – resten er Bruñal, Bastardillo, Rufete o.a. Spontan gæring og vinen macereres i 23 dage med skindet. Som med alle deres vine er Sin Blanca hverken klaret eller filtreret. Der er kun en lille tilsætning af svovl. Sin Blanca lagres i 11 måneder på fade lavet af fransk eg. Kun 12,8 % alkohol. Den har smuk rød frugt, dufter af lavendel og rosmarin og har en frisk, elegant smag. Der er smagsnoter af sorte bær. Den har en markant mineralsk karakter som sandsynligvis stammer fra jordens indhold af granit og kvarts. En frisk og frugtig rødvin med lang eftersmag og en anelse røget og urtet. Drik den ved 14-15 grader.

★★★★★☆
Sin Blanca, 2018, Arribes
Koster 155 kroner hos @hvaddrikkermantil