Sandwich med stegt lammekød og hvidløgsmayo er lækker som en frokostret, eller den kan køles ned, pakkes ind og bruges som madpakke. Du kan fint bruge en rest af en lammekølle, hvor det hele ikke blev spist. I så fald skal kødet blot grilles, så det er sprødt og varmt. Eller brug kødet koldt, hvis det er til en madpakke. Hvidløgsmayoen spiller godt sammen med stegt lammekød og timian, og den kan også bruges kold. Hvis du køber en lammeculotte, så er det opskriften herunder. Eller hvis du har skåret en lammekølle ud til en gryderet og har gemt et større stykke, så er det perfekt at grille til den her sandwich.
Sandwich med stegt lammekød
<em>600 gr. lammekød fra kølle eller bov, olivenolie, 1 spsk frisk timian, noget godt brød, salat, 1 tomat, 1 lille løg, 1 helt hvidløg, 1 spsk mayonnaise, 1 spsk hakket persille, salt</em>
-
Varm ovnen op til 200 grader. Halver hvidløget (skal ikke pilles) og pensel de to halvdele med olivenolie på skærefladen. Drys med salt og timian og pak dem ind i alufolie. Bag de to pakker 25 minutter i ovnen.
Skær lammekødet i mindre stykker, smør dem med olivenolie og drys med salt og timian. Grill lammekødet på begge sider på trækul eller en grillpande. De skal have cirka 8-10 minutter på hver side alt efter tykkelsen på skiverne.
Når hvidløgspakken har fået femogtyve minutter i ovnen tager du dem ud og åbner dem, så hvidløget afkøles langsomt. Derefter presser du hvidløgsfeddene ud af skallen og ned i en skål, hvor de moses med en ske. Tilsæt en god mayonnaise, hakket persille, salt og peber og rør det godt sammen.
Nu tager du lammestykkerne og skærer dem ud i smalle skiver.
Tag din baquette eller lignende og skær den igennem på langs. Smør din rørte hvidløgsmayo på begge indersider af brødet. Arranger lammestykkerne på underen. Læg tomatskiver ovenpå. Derefter løgskiver og top med sprød salat. Stænk lidt olivenolie på salaten og drys lidt groft salt på.
Luk baquetten sammen og skær den i to og server. Eller brug den i madpakken.