Shepherds pie er en rigtig søndagsret, når du inviterer familien eller nogle gode venner på middag og en god rødvin. Det er en ret som både børn og voksne elsker og kombinationen af det hakkede kød og kartoffelmosen er en klassiker, som kendes i et utal af variationer. Den jeg laver her, er en version jeg engang så Gordon Ramsey lave sammen med sin mor, der selv har arbejdet som kok i mange år. Hun rynkede dog på næsen over, at Gordon kom rødvin ned til kødet, da hun smagte på den undervejs, men endte med at nyde denne version fordi alkoholen hurtigt fordamper og kun vinens gode smag er tilbage. Og sammen med rosmarin, worchestershire sauce og tomat ender man op med en helt utrolig velsmagende “kødsauce” under et lag af kartoffelmos, der har fået en opgradering med hakkede forårsløg og cheddarost.
Shepherds pie a la Ramsey
1 kg hakket lammekød, 1 løg, 2 fed hvidløg, 2 porrer, 1 spsk worchestershire sauce, 1 spsk tomatkoncentrat, 2 dl fond, 2 dl rødvin, 2 kviste rosmarin, olivenolie, 750 gr kartofler, 75 gr smør, 3 forårsløg, 100 gr cheddarost, salt, peber, evt lidt mælk
Steg det hakkede lammekød på en stegepande i olivenolie indtil det er brunet. Krydr med finthakket rosmarin, salt og peber. Tilsæt finthakket hvidløg de sidste par minutter. Kom kødet over i et fad el. lign. Tilsæt mere olie til panden og steg finthakket løg og porrer ved middel varme i 6-8 minutter til de er helt bløde. Tilsæt tomatkoncentrat og worchestershire sauce og rør godt rundt.
Tilsæt dernæst det hakkede kød til panden og vend det hele sammen. Kom rødvinen i og lad det koge lidt ind. Tilsæt fond, lad det koge op, og skru ned for varmen, så det står og simrer blidt i 15-20 minutter. Lad det derefter køle lidt af.
Imens laver du kartoffelmosen. Når kartoflerne er kogt godt møre, fjerner du vandet, og moser dem godt. Kom smør i og evt lidt mælk, hvis den bliver for tyk. Rør godt rundt, så den bliver let og luftig. Tilsæt finthakkede forårsløg og tre fjerdedele revet cheddarost. Smag til med salt og peber.
Kom lammekødsblandingen i et ovnfast fad og lav et låg af kartoffelmosen. Drys det sidste cheddarost henover sammen med lidt salt. Træk spidsen af en gaffel rundt i mosens overflade så der bliver et mønster i det. Det ser godt ud, når retten er færdig.
Bag den i ovnen i ca 20 minutter ved 185 grader, eller indtil kartoffelmosen er gyldenbrun, og kødet nedenunder bobler lystigt.
Server din Shepherds Pie med braiserede ærter og gulerødder.
Braiserede ærter og gulerødder
250 gr små gulerødder, 200 gr frosne ærter, 3 dl fond, 40 gr smør, tørret mynte, salt og peber
Smelt smørret på en stegepande. Tilsæt gulerødderne, vend godt rundt og krydr med salt og peber. Tilsæt fonden og lad det simre i 7-8 minutter. Kom de frosne ærter ved og lad det simre i yderligere 3-4 minutter indtil ærterne er gennemvarme og gulerødderne er møre. Smag til med mynte, salt og peber.