
Kondensvand fra historisk mineskakt
Vingården El Hato y el Garabato ligger i det relativt ukendte spanske vinområde DO Arribes, der strækker sig fra den sydlige del af provinsen Zamora ind i den nordlige del af provinsen Salamanca tæt på den portugisiske grænse. Vingården drives af ægteparret José og Lilliana Beneitez, der begge er ønologer og højtuddannede inden for miljøvidenskab og skovbrug. Deres vinmarker fylder beskedne 8 hektar, ligger i 500-800 meters højde og er mere end 80 år gamle. Vinstokkene var i årevis overladt til sig selv, fordi der ikke var økonomi i at producere vin. I dag er Arribes på vej op, og vinmagerne her laver noget af det mest interessante upcoming vin på den Iberiske halvø.
José Beneitez siger om vingården: Vores vinmarker er meget små, fordi de ikke blev plantet med stor vinproduktion i tankerne, men med funktionen at lave vin til hver familie. Vi arbejder udelukkende økologisk, fordi vi ikke synes, det giver mening at gøre det på en anden måde – hvorfor skal vi bruge gødning eller sprøjtegifte, når vinstokkenes struktur, deres alder og vejret beskytter dem?
kke mange udenfor Spanien kender til DO Arribes – der først blev klassificeret i 2007 – og vinene der produceres her. Men man har dyrket vin her siden romertiden. Dengang blev vinene sejlet af floden Douro gennem det nuværende Portugal og afskibet fra havnebyen Porto. Navnet Arribes stammer fra latin og betyder ’ved bredden’ (af floden Douro). Her er varme og tørre somre og milde vintre og beskeden nedbør jævnt fordelt året rundt. Vinmarkerne består af let sandet jord med granit og flint.
Hvidvinen Otro Cuento er lavet på druerne Dona Blanca og Puesta en Cruez og har en gylden, lidt grønlig farve. Den er lavet med spontan gæring, uden klaring og filtrering og minimalt med svovl. Lagret på stål og brugte franske fade. Vinen dufter af en mørk lagerhal fyldt med sherryfade. Den har en lidt salt og mineralsk smag med noter af abrikos og pære og nogle ”nærmest reduktive stærkt røgede spor, der øger fornemmelsen af at drikke kondensvand fra en historisk mineskakt” som en vinanmelder med sans for metaforer engang skrev om Otro Cuento. Det er en meget fin beskrivelse af en hvidvin, der har sit helt eget særpræg. Drik den ved 9-10 grader. 12 % alkohol.
❤️❤️❤️❤️❤️🖤
Otro Cuento, 2020, Arribes
Koster 155 kroner hos @hvaddrikkermantil
Rødvinen Sin Blanca er El Hato y el Garabatos flagskib. Den er lavet af meget gamle vinstokke (mere end 80 år), hvori alle de sorter, der findes i vingården er inkluderet. 80 procent af vinen er fra druen Juan García – resten er Bruñal, Bastardillo, Rufete o.a. Spontan gæring og vinen macereres i 23 dage med skindet. Som med alle deres vine er Sin Blanca hverken klaret eller filtreret. Der er kun en lille tilsætning af svovl. Sin Blanca lagres i 11 måneder på fade lavet af fransk eg. Kun 12,8 % alkohol. Den har smuk rød frugt, dufter af lavendel og rosmarin og har en frisk, elegant smag. Der er smagsnoter af sorte bær. Den har en markant mineralsk karakter som sandsynligvis stammer fra jordens indhold af granit og kvarts. En frisk og frugtig rødvin med lang eftersmag og en anelse røget og urtet. Drik den ved 14-15 grader.
❤️❤️❤️❤️❤️🖤
Sin Blanca, 2018, Arribes
Koster 155 kroner hos @hvaddrikkermantil