Pasta med spinat og pistacienødder

Pasta med spinat og pistacienødder

Hvis du vil time det hele rigtigt på den her ret, skal du begynde på saucen et par minutter efter at pastaen er kommet ned i det kogende vand. Spinaten skal være faldet sammen, lige før pastaen er al dente. Hvis det er for stressende, eller hvis spinaten er klar før pastaen er klar, kan du skrue helt ned for varmen og holde saucen varm, indtil pastaen er al dente.

Pasta med hvidløg, spinat og pistacienødder

500 gr mezze rigatoni eller en anden kort pasta, 4 spsk smør, 1/2 dl ristede pistacienødder eller mandler eller hasselnødder, 4 fed hvidløg, 2 spsk kapers, 500 gr. spinat, salt og peber, parmesan

Bring en stor gryde vand med salt i kog. Tilsæt pastaen og kog den efter brugsanvisningen på pakken, indtil den er al dente. Når pastaen har kogt ca. 2 minutter smelter du smørret i en dyb pande ved medium varme. Tilsæt grofthakkede pistacienødder og finthakket hvidløg samt kapers. Rør rundt og giv det ca 1 minut. Tilsæt spinaten en håndfuld ad gangen. Kom salt på og vend det rundt 1-2 minutter, til spinaten er faldet sammen.

Kom pastaen over i panden sammen med 1/2 dl af pastavandet. Lad det simre, indtil væsken er reduceret og gået i et med pastaen. Smag til med salt og peber. Server med masser af revet parmesan på toppen.