Dolmades med stegte squash
Dolmades er en af de klassiske retter i det græske og tyrkiske køkken. Retten og dens navn stammer fra Tyrkiet og er et af eksemplerne på, hvordan det tyrkiske køkken har påvirket det græske. Dolma betyder ”fyldt” og dolmades er i sin enkelhed vinblade rullet om et krydret fyld med ris, krydderier og kød. Vi kender en variation af retten i Danmark, hvor mange på et eller andet tidspunkt er stødt på kåldolmere, som er kål pakket omkring grøntsager og hakket kød og typisk kogt efterfølgende. Dolmades laver jeg her med lammekød, men de kan sagtens laves med andet kød eller rent vegetarisk. Vinbladene kan købes hos en af indvandrergrønthandlerne.
Dolmades med stegte squash og cous cous
<em>20 vinblade, 350 gr. hakket lammekød, 1/2 dl ris, 1 løg, 2 fed hvidløg, olivenolie, 1 dl. bouillon, 1 æggeblomme, salt, peber, 1/2 dl mælk</em>
-
Bruger du vinblade fra dåse, så lad dem dryppe godt af. Svits finthakket løg og hvidløg i olien. Tilsæt risene og efter fem minutter bouillon og lad det simre et kvarter. Derefter rører du lammekødet med æggeblomme, salt, peber og mælk. Tilsæt bagefter den færdige risblanding. Bred vinbladene ud, læg en farspølse midtpå og rul dem sammen. Læg de fyldte vinblade i et ildfast fad, og giv dem 20 minutter ved 175 grader. Server med stegte squash, cous cous med tomater og grøn peber og brød.
Stegte squash
2 squash, 1 æg, rasp, salt, peber, olivenolie
Skær squash i skiver, vend dem i pisket æg og derefter i rasp, blandet med salt og peber. Steg squashskiverne i olivenolie ved god varme, så de bliver sprøde.
Cous cous med tomater og grøn peber
1 dl. cous cous, 2 dl vand, 1 spsk tørrede tomater, 1 grøn peberfrugt, 1 rødløg, 1/2 dl. olivenolie, 1 spsk hakket frisk mynte, 1 tsk citronsaft, salt og peber
Kom couscous i en skål og hæld kogende vand henover. Lad det stå og trække indtil alt vandet er opløst. Derefter kan man forsigtigt røre i det med en gaffel så de små korn løsner sig. Varm olivenolie i en gryde, svits hakkede løg og grøn peber i den varme olie i 4-5 minutter. Hæld olie, løg og peberblanding over cous cousen. Smag til med citronsaft, salt og peber og tilsæt frisk mynte.