Det er en åbenbaring at stå i Jørn Utzons hus Can Lis på Mallorca. Jeg har været der en enkelt gang. Den verdensberømte danske arkitekt byggede her på den spanske ø et skjult mesterværk, der er udnævnt som et af det 20. århundredes vigtigste bygningsværker. Det rummer stor skønhed men også den enkelhed og ro som mange i dag efterspørger.

”Det er de gode sekunder der tæller i livet,” sagde Jørn Utzon da Can Lis blev opført. Derfor lavede han et lille hul i væggen i stuen, der betyder at der hver eftermiddag på varierende tidspunkter, afhængigt af årstiden, kommer en solstråle ind i stuen. En lille arkitektonisk gestus med en stor virkning og betydning.

 

Can Lis er som skudt op af Mallorcas klippekant. Sandstensblokkene, der udgør husets fundament og vægge, er skåret direkte fra klippegrunden og binder bygningen uløseligt til sit sted. Åbne rum og skjulte vinduesrammer opløser grænsen mellem inde og ude. Og lyset og havet spiller hovedroller i det levende kunstværk.

Efter at Jørn Utzon i 1966 forlod Sydney Opera-projektet, besluttede han sig for at bosætte sig på Mallorca.  Han købte to byggegrunde og gik i gang med at realisere Can Lis, der stod færdigt i 1972. I 1994 byggede han Can Feliz som ligger nogle kilometer oppe i bjergene og Jørn og Lis flyttede derop, hvor der var mere fred og ro.

 

I dag bor datteren Lin Utzon i Can Feliz mens Can Lis er overdraget til Utzon Foundation. I dag kan arkitekter og andre kunstnere der har brug for arbejdsro søge om at bo i en periode i huset via Statens Kunstfond. Man kan som gæst besøge huset nogle få uger om året i et afmålt tidsrum.